Hvad er spinalstenose og spondylose (spondylartrose / facetledsartrose)?

Spondylose (også ofte betegnet spondylartrose, facetledsartrose, slidgigt i ryggen) skyldes i de fleste tilfælde aldersbetingede – såkaldt degenerative – forandringer på ryghvirvlerne. Se illustrationer nederst på siden.

Har du for nylig fået konstateret en degenerativ rygsygdom? Få viden og værktøjer i vores univers 'Ny med gigt'

Hvad er spondylose?

Bruskskiven er blevet tyndere, og der ses forandringer på ryghvirvlerne (knoglerandudbygninger).

Hvad er facetledsartrose (slidgigt i ryggens facetled)?

Artrose (slidgigt) er tilstede i facetleddene på siden af hvirvellegemerne.

Hvad betyder spinalstenose?

Rygmarvskanalerne er kraftigt forsnævrede, hvilket medfører tryk på nerverne, oftest udløst af degenerative rygforandringer (spondylose).

Hvad er lumbal spinalstenose?

Også kaldet forsnævring af rygmarvskanalen og ses hyppigt hos den ældre del af befolkningen, med følger som dårlig balance, udstrålende smerter og gangbesvær. I svære tilfælde, hvor generne er voldsomme, kan en “pladsskabende operation” - en såkaldt dekompression af spinalkanalen - komme på tale.

For at kunne forstå hvad der sker, når du får en spondylose, facetledsartrose eller spinalstenose, er det nyttigt at vide lidt om, hvordan din ryg er opbygget.

Læs mere om ryggens opbygning

Hvorfor får man spinalstenose og spondylose?

I de fleste tilfælde skyldes spondylose og spinalstenose aldersbetingede – såkaldt degenerative – forandringer i ryggen, herunder knoglerand-udbygninger eller sammenfald af bruskskiver. Forsnævring i rygmarvskanalen (spinalstenose) kan dog også være medfødt.

Degenerative forandringer i ryggen

Allerede fra 40-årsalderen begynder der at komme små sprækker i de bruskskiver, der sidder mellem ryghvirvlerne (diskus). Bruskskiverne er meget vandholdige, når vi bliver født. Jo ældre vi bliver, jo mere tørre og stive bliver de. I daglig tale kaldes spondylose og facetledsartrose også for slidgigt i ryggen.

Læs mere om slidgigt

På de følgende billeder kan du se forskellige stadier af degenerative forandringer i ryggen.

  • Spondylartrose og spinalstenose - illustration af en rask ryg (uden degenerative forandringer)

    Denne figur viser et udsnit af en ung og rask rygsøjle. Bruskskiven er tyk og vandholdig, og der er plads til, at nerverne frit kan passere gennem rygmarvskanalerne og videre ud i f.eks. benene.

  • Spondylartrose og spinalstenose - illustration af begyndende degenerative forandringer i ryggen

    På dette billede kan man se begyndende forandringer. Bruskskiven er blevet tyndere, og der er forandringer på ryghvirvlerne. 

  • Spondylartrose og spinalstenose - illustration af tiltagende degenerative forandringer i ryggen

    Her er forandringerne tiltaget. Man kan se, at bruskskiven mellem ryghvirvlerne er blevet meget tynd. Man kan også se forandringer på ryghvirvlerne. Det kaldes spondylose.

  • Spondylartrose og spinalstenose - illustration af tydelige degenerative forandringer i ryggen

    Bruskskiven er helt forsvundet, og der er tydelige forandringer på ryghvirvlerne. Det kaldes spondylartrose – eller i daglig tale ”slidgigt i ryggen”, selvom det er en lidt misvisende betegnelse. Rygmarvskanalen er kraftigt forsnævret, så det trykker på nerverne. Det kaldes spinalstenose.

Senest opdateret 24.01.2024