Symptomer på morbus Bechterew / Rygsøjlegigt

Smerter og stivhed i lænd, bækken og brystkasse er typiske symptomer på morbus Bechterew. Læs mere om, hvordan sygdommen viser sig.

Mennesker med morbus Bechterew har gennem en periode, der kan vare op til flere år, tilbagevendende smerter og stivhed i lænden – måske sammen med udstrålende smerter til benene og lysken. Brystkassen kan være stiv og øm, og man kan være øm et eller flere af de steder, hvor senerne hæfter til knoglerne. 

Se kort film om udredning for inflammatorisk gigtsygdom

  • Hvordan føles rygsøjlegigt?

    Rygsøjlegigt symptomer varierer fra person til person. Du kan typisk mærke ømheden ved  sædeknoglerne, hvilket kan gøre det ubehageligt at sidde på hårde stole.

    Sygdommen begynder ofte i bækkenet og lænden og kan derfra brede sig op i hele ryggen og helt op i halshvirvelsøjlen.

    Smerterne og stivheden er ofte værst tidligt om morgenen, og det kan betyde, at du vågner om natten. Men når du har gået lidt omkring eller siddet og læst lidt, kan du som regel falde i søvn igen.

    Du kan for det meste lette på stivheden og smerterne ved at bevæge dig. Nogle mennesker vil kun opleve mindre anfald af forholdsvis lette smerter og stivhed, mens andre har mere voldsomme rygsmerter. De vil også være ekstra trætte og kan måske tabe sig.

    Sygdommen vil ofte, specielt i begyndelsen, veksle mellem gode og dårlige perioder. Hos mange mennesker går sygdommen noget i ro, og smerterne vil da blive mindre.

    Få gode råd om at tackle smerter

  • Den naturlige holdning ændres

    Din ryg har nogle fjedrende egenskaber, som fremmes af din rygsøjles normale krumninger. Disse krumninger sikrer også, at de belastninger, som ryggen udsættes for, bliver fordelt.

    Leddene mellem korsbenet og hoftebenet er bundet meget stramt sammen af ledbånd, og det betyder, at leddene virker støddæmpende, når du går og løber. Disse fjedrende og dæmpende egenskaber går mere eller mindre tabt, hvis du har morbus Bechterew.

    Smerter og stivhed kan betyde, at det naturlige svaj i lænden bliver mindre, og brysthvirvelsøjlens krumning bliver kraftigere, så du vil få en tendens til at føre hovedet fremad og drage skuldrene frem, samtidig med at din brystkasse synker noget sammen.

    Du kan komme til at se både rundrygget og trangbrystet ud. Derfor er målet med mange af de øvelser, som anbefales til Bechterew-patienter, at modvirke disse ændringer i holdningen.

  • Smerter i bækkenet

    Når betændelsen angriber dit bækken, er det leddene mellem korsbenet og hoftebenene (korsbensled), det går ud over. Den efterfølgende forkalkning vil ofte være så intens, at leddene måske kun kan anes på et røntgenbillede.

    Forandringerne er dog ofte flere år om at udvikle sig. Så længe der er betændelse, kan man have smerter. Men når forkalkningen af leddene er fuldt udviklet, svinder smerterne som regel helt fra disse led.

  • Stiv og øm brystkasse

    Dine ribben er forbundet til din rygsøjle ved hjælp af små led. Kravebenene danner ledforbindelse med brystbenet. Disse led kan blive angrebet, og til tider kan du også mærke ømhed og hævelse opadtil på brystbenet.

    Resultatet bliver, at din brystkasse har tendens til at blive stiv og øm med nedsat bevægelighed. Den vil føles trang. Du kan dog stadig trække vejret udmærket alene med mellemgulvet, som er din vigtigste åndedrætsmuskel.

    Den nedsatte lungefunktion er en ekstra god grund til, at du ikke ryger.

  • Andre led

    Et fåtal af mennesker med morbus Bechterew får ledbetændelse i andre led – hovedsagelig hofte-, knæ- og skulderled. Det betyder, at leddene bliver hævede, ømme og stive.

  • Betændelse ved senetilhæftninger

    Også på steder uden for leddene, hvor musklernes sener hæfter på knoglerne, kan du få gigtbetændelse – og dermed også ømhed. Det sker typisk under hælene, på bækkenkammen, på ydersiden af lårbenshalsen og på sædeknoglerne. 

  • Regnbuehindebetændelse - betændelse i øjets regnbuehinde

    Omkring hver fjerde med rygsøjlegigt/Bechterew sygdom får gener af regnbuehindebetændelse, som er en slags gigt i øjet. Ved betændelse i øjets regnbuehind, uveitis, iridocyklitis, oplever man typisk symptomer som et smertefuldt rødt øje, evt. med tilhørende lysskyhed, sløring af synet og tåreflod – ikke at forveksle med almindelig øjenbetændelse.

    Som regel er der kun betændelse i ét øje ad gangen, men i sjældne tilfælde kan begge dine øjne blive angrebet på samme tid. På grund af betændelsen kan regnbuehinden klæbe fast til øjets linse på et større eller mindre område. Din pupil vil da ikke kunne bevæge sig, som den plejer.

    Regnbuehindebetændelse er alvorligt og kræver akut behandling hos en øjenlæge så snart de første symptomer på regnbuehindebetændelse melder sig. Med hurtig behandling (typisk atropindråber og binyrebarkhormon) vil dit øje normalt blive helt rask igen. Nogle vil dog få flere anfald senere. Det enkelte anfald varer for det meste fra fire til otte uger, men er meget individuelt.

  • Rytmeforstyrrelser i hjertet

    Alle mennesker kan få forbigående forstyrrelser i hjerterytmen. Det kan føles, som om hjertet slår en kolbøtte eller som et anfald af hurtig hjertebanken. Nogle få patienter med morbus Bechterew med langvarig sygdom får tendens til såkaldte rytmeforstyrrelser i hjertet, som kan dæmpes med behandling.

    I meget sjældne tilfælde kan der komme betændelse i den store pulsåre (aorta). Det kan føre til, at hjerteklappen her ikke lukker helt tæt. Det giver i lang tid ingen gener, men nogle vil efterhånden blive mere forpustede og trætte, når de anstrenger sig, og de vil måske mærke en dunken i arme, ben og hoved.

    Der er dog tale om sjældne komplikationer, og du behøver ikke betragte dig som hjertepatient, fordi du har morbus Bechterew.

  • Øget risiko for hjerte-kar-sygdom

    Udover de nævnte symptomer skal du være opmærksom på, at morbus Bechterew medfører en øget risiko for hjerte-kar-sygdom. Derfor er en sund og aktiv livsstil særligt vigtig.

  • Svangerskab og fødsel

    Kvinder med morbus Bechterew får foretaget kejsersnit lidt hyppigere end raske kvinder, men langt de fleste føder helt normalt. Barnets fødselsvægt og trivsel er som for andre børn.

    Kvinder med sygdommen har akkurat den samme biologiske mulighed for at blive gravide som raske kvinder. De kan også bruge de almindelige svangerskabsforebyggende midler, herunder p-piller, da de ikke har nogen indvirkning på morbus Bechterew.

    Gode råd til dig, der er gravid eller nybagt forælder

Senest opdateret 19.01.2024