Gigtforeningen får ny pressechef

Gigtforeningens nye pressechef hedder Marie Kristensen og kommer fra en stilling som særlig rådgiver hos Justitsministeriet.

"Jeg glæder mig til i samarbejde med mine dygtige kollegaer i Gigtforeningen at få gigtsagen endnu højere på dagsordenen og i danskernes bevidsthed. Det fortjener og kræver den," siger Marie Kristensen, der er uddannet journalist fra Danmark Medie- og Journalisthøjskole.

Marie Kristensen har tidligere været reporter og nyhedsvært på Danmarks Radio, og hun har lavet kampagne, kommunikation og presse for Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, og så har hun to gange været særlig rådgiver. Senest for Nick Hækkerup i Justitsministeriet. Hun glæder sig til at arbejde for en overset patientgruppe.

"700.000 danskere har en gigtdiagnose, og det kan være særdeles invaliderende at leve med en gigtsygdom. De fortjener at blive taget seriøst og at blive hørt i sundhedsvæsenet. Men der er faktisk også brug for, at vi som samfund behandler og forebygger gigtsygdom klogere, fordi sundhedsvæsnet er så presset som det er," understreger Marie Kristensen.

Nye stærke kræfter

Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind, ser frem til at få Marie Kristensen ombord.

"Hun kommer lige fra maskinrummet, så med Marie styrker vi både pressearbejdet og det politiske arbejde. Det er der også brug for – for vi har et sundhedsvæsen i knæ og tusinder af patienter, som har brug for tidligere og bedre behandling. Så vi skal lykkes med at få kronisk sygdom og den allerstørste patientgruppe helt op på den politiske dagsordenen," siger Mette Bryde Lind.

Med 83.000 medlemmer er Gigtforeningen en af de største sygdomsbekæmpende foreninger i Danmark.

Publiceret 10.03.2023