Sygeforsikringen ”danmark” giver 3 millioner målrettet tilbud til nydiagnosticerede med gigt

I et nyt partnerskab med Syddansk Sundhedsinnovation og i tæt samarbejde med flere kommuner og hospitaler vil Gigtforeningen med støtte fra Sygeforsikringen "danmark" styrke nydiagnosticeredes livskvalitet.

Hvert år får omkring 62.000 mennesker stillet en gigtdiagnose. Det til trods findes der i dag ikke et helhedsorienteret tilbud til nydiagnosticerede med gigt, og det efterlader et stort uopfyldt behov for både målrettet rådgivning og værktøjer til at mestre et liv med gigt.

"De nydiagnosticerede føler sig særligt usikre, fordi de pludselig skal lære at navigere i en hverdag, hvor smerter, voldsom træthed og medicin for mange bliver et livsvilkår. Vi ved, at patientens hoved ofte er fyldt med helt eksistentielle spørgsmål. Kan jeg fortsætte med at arbejde? Kan jeg stadig være en god mor eller far? Hvem er jeg nu? Derfor glæder vi os enormt meget til at gøre en ekstra stor og helhedsorienteret indsats for lige netop den her målgruppe," siger Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen.

Med projektet "Ny med gigt – når livet slår en kolbøtte" vil Gigtforeningen skabe ét helhedsorienteret tilbud, hvor vi tilbyder nydiagnosticerede med gigt viden, mestringsværktøjer og netværk med ligesindede. Målet med det patientstøttetilbud er at styrke både den fysiske og mentale sundhed hos de nydiagnosticerede.

"Vi er glade for at kunne støtte det vigtige arbejde for at forbedre gigtpatienternes livsvilkår med denne sundhedsdonation, og vi ser frem til, at projektet vil gøre en forskel for gigtpatienter", siger Allan Luplau, adm. direktør i Sygeforsikringen "danmark".

Det er helt afgørende, at de nydiagnosticerede selv er med til at påvirke fokus og indhold i de nye tilbud. Derfor vil Gigtforeningen som en del af projektet indgå et partnerskab med Dansk Sundhedsinnovation (SDSI) om en løbende og omfattende brugerinvolvering og kvalificering af de nye digitale og fysiske tilbud.

For mere information

Kommunikationschef i Gigtforeningen Natasja Dybmose, tlf. 51 70 84 08, ndybmose@gigtforeningen.dk
Chef for strategiske partnerskaber i Gigtforeningen Susanne Adelhardt, tlf. 61 37 20 51, sadelhardtjensen@gigtforeningen.dk

Publiceret 22.12.2022