LDN – Naltrexone - til behandling af kroniske smerter

LDN er forkortelsen for behandlingsformen Lav Dosis Naltrexone. LDN er de senere år blevet brugt eksperimentelt til smertebehandling.

Naltrexone, der er markedsført til behandling af alkoholmisbrug og misbrug af morfinstoffer, kan i en lav dosis bruges til smertebehandling ved fibromyalgi.

Overlæge Karin Due Bruun fra Smertecenter Syd på Odense Universitetshospital har stor erfaring med behandling med LDN, og hun har stået i spidsen for verdens hidtil største studie af virkningen af LDN på fibromyalgipatienter.. Studiet er dansk og støttet af Gigtforeningen.

"Præcis som det gælder for den anbefalede smertemedicin mod fibromyalgi kunne vores studie ikke påvise, at LDN generelt virker godt på smerter hos alle patienter med fibromyalgi, men at nogle har gavn af behandlingen," fortæller Karin Due Bruun.

"Effekten af godkendt medicin, som f.eks. duloxetin og pregabalin, har samme generelle effekt, som LDN har i vores studie. Der findes bare ikke medicin, som er rigtigt effektivt til alle, når det gælder behandling af fibromyalgi, men det udelukker ikke, at der er nogle patienter, som oplever en generel forbedring af deres smerter," forklarer hun videre. 

Læs mere om LDN-studiet i vores forskerinterview med Karin Due Bruun

Download smertedagbog og få overblik over dine smerter

Smertedagbogen kan gøre dig klogere på dine smerter og hjælpe dig til at forstå, hvad der er godt og mindre godt for dig i forhold til smerterne. Den kan også være en hjælp, hvis du skal tale med din arbejdsgiver om din situation, eller hvis du skal tale med din læge om behandling af dine smerter.

 

Senest opdateret 01.05.2024