Mød en frivillig: Johannes – Frivillig i GOK (Gigtforeningens Oplysningskreds)

Mød Johannes, der hver tirsdag sørger for, at 60 mennesker med gigt kan komme til den ugentlige varmtvandsundervisning i Vejen Idrætscenter.

"Gør det! For du får så meget igen"

Johannes Boysen er daglig leder i GOK (Gigtforeningens Oplysningskreds) Vejen. Hver tirsdag er han manden, der får kabalen til at gå op, når 60 mennesker med gigt skal igennem den ugentlige varmtvandsundervisning i Vejen Idrætscenter. Han holder styr på regnskabet, fordeler holdene, leder instruktørkurserne og alt derimellem.

"Der er et fantastisk fællesskab forbundet med frivilligt arbejde. Og så er det bare en dejlig fornemmelse at gøre noget for andre mennesker og se dem få en god oplevelse tirsdag efter tirsdag. Særligt fordi jeg ved, hvor meget motionen betyder for dem," fortæller Johannes.

Johannes har selv artrose (slidgigt) i knæ, hofter og ryg. Selvom han som frivillig holder sig til ringbind og regnskab, er værdien af fysisk aktivitet bestemt ikke fremmed for ham. Både badmintonhallen og fitnesscenteret bliver flittigt brugt flere gange om ugen. Og det er netop glæden ved motion, som Johannes er glad for at skabe rammerne for som frivillig. 

Inden Johannes blev daglig leder i GOK Vejen, var han frivillig i Gigtforeningens Sydvestjyllandskreds, hvor han blandt andet var med til at arrangere aktiviteter for de lokale medlemmer. Og så har han en bøn til alle dem, der går rundt med en frivillig i maven.

"Gør det! For du får så meget igen. Jeg har mødt rigtig mange spændende mennesker igennem mit frivillige arbejde, og jeg kunne godt drømme om, at flere havde lyst til at engagere sig."

Overvejer du at blive frivillig? 

Vil du også være med til at gøre en forskel for mennesker med gigt? Så meld dig som frivillig her:

Bliv frivillig – kontakt en frivillig nær dig

Hvad er GOK?

GOK står for Gigtforeningens Oplysningskredse.

Oplysningskredsene tilbyder kurser og aftenskoleundervisning målrettet mennesker med problemer i muskler og led. Den primære aktivitet er undervisning i varmt vand.

I dag er der 38 GOK-skoler over hele landet.

Senest opdateret 21.11.2019