Allopurinol – lægemiddel mod urinsyregigt

Allopurinol er et lægemiddel, der bruges til behandling af urinsyregigt. Læs om virkning og bivirkninger.

Allopurinol bruges som førstevalg som forebyggende behandling af urinsyregigt. Allopurinol hæmmer dannelsen af urinsyre, hvorved urinsyrekrystaller ikke kan udfældes og fremkalde anfald med ledhævelse.

Behandlingen kan i de første måneder fremprovokere nye anfald, hvilket kan undgås ved samtidig betændelsesdæmpende behandling, f.eks. med colchicin (forhandles under navnet Colrefuz). For at bekæmpe symptomerne i starten af behandlingen med allopurinol kombineres ofte forbigående med et smerte- og/eller betændelsesdæmpende middel (NSAID eller colchicin). Dosering af allopurinol for voksne vil typisk være 100-300 mg 1 gang i døgnet. Allopurinol fås som tabletter.

Læs mere om NSAID

Læs mere om colchicin (Colrefuz)

Når en behandling med allopurinol er påbegyndt, bør den fortsætte resten af livet. For de fleste vil det ikke være nogen væsentlig ulempe. Behandlingen betyder, at du ikke behøver at holde en streng diæt – bortset fra, at det fortsat er en god idé at undgå overvægt ved at spise fornuftigt.

Bivirkninger ved allopurinol

Nogle få vil opleve – som regel harmløse – bivirkninger i form af let kvalme, diarré eller let kløe i huden.

Dosis skal nedsættes, hvis du har dårligt fungerende nyrer.

Graviditet

Allopurinol bør ikke anvendes pga. manglende viden.

Amning

Allopurinol kan om nødvendigt anvendes.

Senest opdateret 05.01.2016