Mie: Ingen sammenhæng mellem rygoperation og genoptræning

Da Mie mødte sin kommunale fysioterapeut for første gang, havde specialisterne fra sygehuset ikke overleveret hendes sygdomsforløb. Fysioterapeuten vidste ikke, hvad han skulle stille op – det var meningsløst.

Portræt af Mie PedersenFoto: Mie Pedersen, 39 år, er slagter og bor i Skælskør. Er gift og har tre sammenbragte børn. Diagnose: To diskusprolapser.

To diskusprolapser i ryggen sendte 39-årige Mie Pedersen fra Skælskør ind i et behandlingssystem, hun aldrig tidligere havde stiftet bekendtskab med. Hun havde gennemgået to operationer, og sygehuset henviste hende til kommunens genoptræningstilbud.

"Det foregik på det lokale plejehjem, hvor der ligger en fysioterapi, som mest behandler ældre med brækkede hofter og dårlige knæ."

Mie, der er uddannet slagter, gift og mor til to teenagebørn, havde første gang en kort samtale med fysioterapeuten. Men han turde ikke lave øvelser med hende, fordi hun havde så ondt.

"Så jeg blev lagt på en briks med en pude under benene. Det fortsatte jeg med, to gange om ugen i tre måneder! Fyssen vidste ikke, hvad han skulle stille op med mig og havde ingen kontakt med specialisterne på hospitalet."

Operation og genindlæggelse

Det er tre år siden, Mie Pedersen faldt på sit arbejde og blev sendt hjem med smerter i lænden. Egen læge mente, det var iskiasnerven og forsøgte selv med akupunktur. Det gjorde imidlertid ingen forskel på smerterne. Mie blev sendt til scanning, der på grund af behandlingsgaranti foregik på et privathospital.

"Det viste sig, at jeg havde fået to diskusprolapser mellem 4. og 5. ryghvirvel. Så jeg blev henvist til rygspecialisterne på Køge Sygehus, hvor jeg blev opereret."

Bagefter oplevede Mie en bedring, men nogle uger efter operationen opdagede hendes mand, at der var gået betændelse i såret på ryggen. Hun blev indlagt på Slagelse Sygehus, hvor man konstaterede stafylokokker i operationssåret.

"Jeg var indlagt i en måned, og da jeg blev udskrevet, blev jeg henvist til fysioterapi på plejehjemmet. Der var ikke andre muligheder i kommunen, sagde fysioterapeuten til mig."

Ikke bare en ryg

Mie fandt det meningsløst og forsøgte selv med øvelser, gik igen til sin læge og bad om en løsning. Lægen henviste hende til Sano i Skælskør, og her fik hun endelig sammensat et overordnet træningsprogram.

"De så mig ikke bare som en ryg, men som et helt menneske. Det var fantastisk."

Men skaden var sket. Mies læge slår de konstante smerter i ryggen hen som ’slitage’. Selv mener hun, de skyldes manglende genoptræning. Muskulaturen i ryggen blev aldrig genoptrænet og stærk igen efter operationen.

"Men jeg får dem aldrig til at indrømme det. Ingen kan drages til ansvar."

I dag er Mie Pedersen i arbejdsprøvning med henblik på fleksjob. Der er mange ting, hun ikke længere kan, og hun er afhængig af smertestillende medicin.

"Jeg forstår ikke, at jeg skal have det sådan her resten af mit liv. Man bliver bitter på systemet. Havde jeg været i korrekt genoptræning fra starten, havde mit liv været anderledes i dag."

Senest opdateret 31.05.2023