Jakob: Kom i behandling, fordi han bankede i bordet
Hvis Jakob ikke havde været insisterende over for sin læge, var hans leddegigt sikkert først blevet opdaget meget senere. Men de færreste patienter reagerer på samme måde som Jakob, når de møder sundhedsvæsnet. Historien viser, der er behov for tættere samarbejde mellem de almindelige læger og specialisterne.
Foto: Jakob Bo Claumarch er 41 år, Financiel Controller, gift, har to børn og bor på Vesterbro i København. Diagnose: Leddegigt.
Da Jakob Bo Claumarchs blodprøve ikke viste tegn på sygdom, lød lægens svar, at han var rask. Men det kunne simpelthen ikke passe, mente Jakob bestemt.
”Jeg ville ikke finde mig i sådan et svar. Jeg kunne forstå, hvis min læge havde sagt sådan efter to måneders udredning. Men da ikke efter en enkelt blodprøve!”
Så den 41-årige Financiel Controller bankede i bordet og sagde nej. Han kunne mærke, at der var noget galt – hvorfor var hans led ellers hævede og havde gjort ondt i flere måneder?
”Så svarede lægen: ’Nå, men vi kan da godt tage nogle flere prøver og undersøge dig lidt bredere så!’”
Ja tak, lød Jakobs svar, og han fik taget en ny blodprøve, denne gang én, der også testede for leddegigt. Kort tid efter var der svar: Han havde ret, der var noget galt – Jakob havde fået leddegigt!
Det var nok overanstrengelse
Det gik meget hurtigt. I efteråret 2020 observerede Jakob Bo Claumarch, at han var begyndt at få ondt i kroppen efter sine ture på mountainbike. Han havde aldrig tidligere fejlet noget, og han kendte intet til gigtsygdomme.
”Jeg tænkte bare, at det nok var overanstrengelse, så jeg droslede lidt ned i en periode.”
Men hævelser og smerter aftog ikke, tværtimod oplevede han efter et par måneder, at smerterne nu var så voldsomme, at de forstyrrede hans nattesøvn.
”Vi mænd er nok generelt lidt længe om at komme af sted til lægen. Men jeg var klar over, at der var noget helt galt, jeg havde ikke sovet ordentligt om natten i to måneder på grund af smerter!”
Med diagnosen slog Jakobs liv en stor kolbøtte. Han skulle vænne sig til at være kronisk syg.
Ses om tre måneder!
Hans læge henviste ham til en afdækningsenhed under Rigshospitalet, hvor man påbegyndte udredning.
”På den korte tid, jeg var patient der, oplevede jeg nye læger hver gang. De har ikke ret meget tid, ofte blev jeg sendt hjem med medicin og et – vi ses om tre måneder!”
Første læge satte ham i en bestemt behandling, som næste læge ændrede på grund af manglende effekt og derfor igangsatte en ny behandling, som en tredje læge satte spørgsmålstegn ved.
”Lægen spurgte, hvad jeg selv syntes. Men det var så nyt for mig, at jeg ikke havde noget grundlag for at svare, og det gjorde mig bare yderligere frustreret og urolig"
I dag er han glad for, at han bankede i bordet under første lægebesøg og ikke troede på, at når man har passeret 40 år, så skal man vænne sig til, at kroppen gør mere ondt.
”Jeg tænker meget på dem, der ikke siger fra. Hvis jeg havde affundet mig med, at jeg bare skulle leve sådan her, så var der gået yderligere nogle måneder, før jeg kom i behandling. Jeg er glad for, at jeg havde overskud til at sige nej.”
