Anette: Blev ikke tilset af den rigtige specialist

Anette Rudbeck har haft psoriasisgigt i næsten 30 år. I årevis frarådede hendes læger hende en rygoperation – uden at henvise hende til en neurokirurgisk afdeling, som har den nødvendige viden til at vurdere, om en operation kunne hjælpe Anette.

Portræt af Anette RudbeckFoto: Anette Rudbeck, 51 år, bor i Holbæk, arbejder i øjeblikket fem timer om ugen som grafiker i fleksjob. Diagnose: Psoriasisgigt i rygsøjlen, skulder, fingre, håndled, hofter og fødder.

For ti år siden konstaterede to læger på Holbæk Sygehus, at det ville være for risikabelt at operere Anette Rudbeck. Psoriasisgigten sad bl.a. i hendes rygsøjle og havde medført afklemt rygmarv.

"Lægerne sagde, at der var risiko for, at jeg ville blive lam, hvis man forsøgte. Så det troede jeg på i mange år."

Lige indtil hun en dag for tre år siden, mange behandlinger og speciallægebesøg senere, kom til konsultation hos en ny reumatolog på samme sygehus. Han spurgte undrende: ’Har du aldrig overvejet at blive opereret?’

"I min journal kunne reumatologen se, at jeg aldrig var blevet tilset af en neurokirurg, og det var ifølge ham sådan én, der skulle afgøre, hvorvidt det kunne lade sig gøre at operere mig."

Kunne sidde igen

Men problemet var, at der ikke var en neurokirurg i regionen, forklarer Anette Rudbeck. Derfor visiterede den nye reumatolog hende til Neurokirurgisk Afdeling på Glostrup Hospital i naboregionen. Her blev hun MR-scannet på ny og siden opereret i den lænd, som to læger i hendes egen region havde sagt, at man ikke kunne operere.

"Efter operationen fik jeg det så godt, at jeg kunne smide den smertestillende medicin, Dolol (morfinlignende præparat), som jeg havde taget mod smerter i årevis. Jeg kunne igen så småt begynde at sidde op i normalstilling i meget længere tid end de 15 minutter, jeg havde været vant til."

"De ser ikke på sammenhængen mellem delene, og hvis de ikke kan finde ud af det, siger de bare – jamen, det er nok på grund af din grundsygdom, jeg kan ikke gøre mere."

Uvidenhed og økonomi

I dag er hun – med egne ord – en erfaren patient. Hun læser op på lektien forud for nye lægebesøg, og hun er stædig. Hun synes, det værste er visheden om, at hvis man dengang havde visiteret hende over regionsgrænsen, så havde hendes liv været anderledes i de ti år, der gik, før hun blev opereret.

"Jeg havde haft en anden fastholdelse til arbejdsmarkedet, og jeg havde haft flere kræfter til at være mor for mine to børn."

Senest opdateret 31.05.2023