Empatisk, etisk funderet og faglig stærk advokat til Gigtforeningen

Trives du med juridiske opgaver, der spænder bredt – fra juridisk rådgivning af medlemmer og sparring med kollegaer til arv- og dødsbobehandling? Har du en høj faglighed, er imødekommende og værdsætter at spille andre gode? Så lyder du som Gigtforeningens nye advokat.

Vi søger en dygtig og empatisk advokat, da vores nuværende går på pension. Du starter dermed på et solidt fundament, men da du bliver en del af en stor patientorganisation, som er i rivende udvikling, får du også mulighed for at sætte dit præg. Du får ansvar for både den interne juridiske rådgivning, vores arv- og dødsbobehandling, ligesom du bliver en del af vores telefoniske rådgivning for mennesker med gigt

Kort om opgaven og dine ansvarsområder

Intern rådgivning

Du har en vigtig rolle i forhold til al juridisk rådgivning internt i Gigtforeningen (sekretariatet, vores behandlingssteder og frivillige), ligesom du bliver ansvarlig for Gigtforeningens whistleblowerordning og en vigtig sparringpartner for vores CPO ift. GDPR.

Den interne juridiske rådgivning vil eksempelvis være i forhold til:

  • Kontraktindgåelse
  • Direktionen vedr. vedtægter, fuldmagter, foreningsret generelt, mv.
  • Politisk afdeling, herunder høringssvar
  • Gigtforeningens web, brugerbetingelser, fortrydelsesret, markedsføringsret, mv.
  • Fonde, herunder opløsning af samme
  • Ophavsrettigheder og varemærker
  • Forsikring og pension
  • Gigtforeningens samarbejde med medicinindustrien, mv.

Arv og dødsbobehandling

Gigtforeningen er en del af 'Det Gode Testamente', hvor vi sammen med de andre store organisationer har indflydelse på retningen. I det daglige driftes arv- og dødsbobehandlingen af vores specialiserede bobehandler, og din rolle bliver særligt at være juridisk sparringspartner ift. dødsboer, testamenter, mv., ligesom du får ansvaret for at tale med alle potentielle testatorer.

Du bliver dermed:

  • Ansvarlig for dødsbobehandlingen, når Gigtforeningen betænkes ved arv. Sagsbehandlingen sker i samarbejde med en specialiseret bobehandler.
  • Primær kontakt til alle testatorer, som ønsker at begunstige Gigtforeningen ved testamente, herunder eksterne advokater. Rådgivning om vilkår for Gigtforeningens tilskud, mv.
  • Aktiv deltager i 'Det Gode Testamente', som Gigtforeningen er medstifter af (om muligt i advokat-arbejdsgruppen)
  • Foredrag om arv i Gigtforeningens kredse.
  • Aktiv medspiller til Fundraising og Kommunikation i formidlingen af arveindtægternes betydning for Gigtforeningens arbejde.

Ekstern rådgivning

Gigtforeningens rådgivning tager hvert år imod tusindvis af henvendelser fra mennesker med ondt i led, ryg og muskler, deres pårørende og fagfolk. Cirka en dag om ugen vil du være tilknyttet vores rådgivning, hvor du vil bistå med:

  • Telefonisk rådgivning af Gigtforeningens medlemmer.
  • Besvare spørgsmål i brevkassen.
  • Skrive tekster til vores hjemmeside og medlemsblad LedSager.

Din profil

Som advokat i Gigtforeningen får du en synlig rolle både internt og eksternt, derfor søger vi en erfaren kollega, der sætter en dyd i god rådgivning og samtidig vil være med til at skabe konkrete løsninger og handlinger. For at lykkes i rollen kræver det stor juridisk indsigt, stor hjælpsomhed og stærke samarbejdsevner.

Derfor forventer vi, at du:

  • Har bred juridisk viden og erfaring med kontraktindgåelse, arv- og dødsbo, GDPR, m.m.
  • God til at tilgå ny viden og sætte dig ind i nye områder.
  • God til at formidle, så din rådgivning er let forståelig og handlingsorienteret.
  • Arbejder selvstændigt og kan lide at tage ansvar – en systematisk sans og evne til at prioritere i opgaverne vil være et ’must’.
  • Er god til at skabe relationer både internt og eksternt.
  • Som advokat bliver du en del af Staben og med reference til direktøren.

Vi kan tilbyde

  • Stort spillerum til egne initiativer og idéer i en flad organisation.
  • En organisation, der har stort fokus på trivsel og balance mellem job og arbejde.
  • Mulighed for to ugentlige hjemmearbejdsdage.
  • Gode muligheder for videreudvikling af faglige kompetencer.

Stillingen er på 32-37 timer om ugen afhængig af dine ønsker. Tiltrædelse senest den 1. juli 2023 og gerne tidligere. Vi behandler indkomne ansøgninger løbende.

Sådan ansøger du

Send dit uddybende CV med en kort motivation samt uddannelsesbevis til job@gigtforeningen.dk senest den 16. april 2023. Skriv "advokat" i emnefeltet.

Samtalerne forventes at være den 25. april og 3. maj 2023.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Mette Bryde Lind på telefon 39 77 80 36.

Gigtforeningens sekretariat er en bred tværfaglig organisation med et attraktivt arbejdsmiljø. Læs mere om os, hvis du vil være med til at arbejde for bedre vilkår og muligheder for de 700.000 danskere, der har problemer med led, ryg og muskler.

Senest opdateret 24.03.2023