Gigtforeningen får tre millioner af TrygFonden til naturtræning

I et nyt partnerskab med DGI og Slagelse Sygehus skal Gigtforeningen udvikle 50 naturtræningsfællesskaber målrettet mennesker med sygdom i led, ryg og muskler.

Rigtig mange danskere har under corona-krisen fået øjnene op for naturen som træningspartner, og Gigtforeningen vil gerne have endnu flere til at træne sammen med andre i skoven, i parken og på stranden.

”Krisen har været hård ved mennesker med gigt og andre kroniske sygdomme. De har levet med øget risiko for alvorlige sygdomsforløb. Vi ser nu et kæmpe behov for at få skabt nye udendørs fællesskaber, der kan inspirere og motivere til fysisk aktivitet og samtidig bekæmpe ensomhed. Derfor er jeg meget glad for, at vi har fået DGI og PROgrez fra Slagelse Sygehus ombord, og at TrygFonden støtter med flotte tre millioner”, siger Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen.

Både Gigtforeningen og TrygFonden arbejder med at fremme fysisk og mental trivsel hos mennesker med kronisk sygdom, så livet bliver så lidt præget af deres sygdom som muligt.

”Det er vigtigt for vores trivsel i hverdagen, at vi er en del af fællesskaber, hvor vi laver noget rart sammen med ligesindede. Når man har en kronisk sygdom, kan det være svært at passe ind i de gængse træningstilbud, derfor håber vi, at mange vil få glæde af dette skræddersyede tilbud, som forhåbentlig også i fremtiden kan komme endnu flere til gode”, siger Ida Hagemann, projektchef i TrygFonden.

Skræddersyede træningsfællesskaber

De 50 nye frivilligdrevne naturtræningsfællesskaber bliver udviklet og skræddersyet, så de passer til mennesker med gigt. Det sker i partnerskab med DGI, der har udviklet et populært og velafprøvet koncept, hvor alle kan være med – også deltagere, der lige har afsluttet genoptræning eller aldrig har trænet før.

”Det er helt centralt, at træningen er for alle og foregår ude i naturen og i fællesskab med andre. Forskning har nemlig vist, hvor stor betydning både naturen og fællesskabet har for menneskers fysiske og psykiske velbefindende. Vi uddanner sammen med Gigtforeningen 80 instruktører til en inkluderende træningsform og med en alsidig viden om, hvordan naturen bedst anvendes som en træningsarena”, siger projektleder Louise Horne Brok fra DGI.

For gigt- og rygpatienter er træning en central del af rehabiliteringen, der bl.a. modvirker smerter, fatigue og funktionstab. Men mange i målgruppen synes ikke, at de ”passer ind” i almindelige trænings- og fitnesscentre, da smerter og funktionsnedsættelser gør det svært at følge med.

Projektet er forskningsunderstøttet

Det nye træningskoncept skal også skabe ny viden om naturbaseret træning til mennesker med gigt. Konkret skal forskere fra SDU og PROgrez ved Slagelse Sygehus undersøge, om og hvordan gigtpatienterne får det bedre af træning i naturen.

”Det er vigtigt at understrege, at træning er mere end den fysiske udøvelse. Vi ved, at træningseffekt også handler om det psykiske og sociale element, og hvis naturbaseret træning gør det nemmere for patienter at træne, og dermed styrker deres lyst til træning, så er det et meget vigtigt aspekt at få belyst”, siger Søren Thorgaard Skou, SDU-professor og forskningsleder fra forskningsenheden PROgrez på Slagelse Sygehus.

Naturfællesskaberne er finansieret de næste to et halvt år og er målrettet gigt-og rygpatienter, men andre med kroniske sygdomme og bevægelseshandicap kan også deltage. Knap 20 kommunale sundhedshuse har foreløbigt givet tilsagn om at ville henvise borgere til naturtræningsfællesskaberne.

Publiceret 08.06.2021