Nøglehulsmærket – din nemme vej til sund kost

Vil du gerne tage det sunde valg, men synes det er svært at vide, hvad der skal i indkøbskurven? Nøglehulsmærket gør det hurtigt og nemt for dig at finde de sundere madvarer.

Kostrådene er gode at følge, og har du en gigtsygdom, er det særligt vigtigt, at du spiser sundt. Med de inflammatoriske gigtsygdomme følger en øget risiko for hjerte-kar-sygdomme. Nøglehulsmærket guider dig til at vælge madvarer, som lever op til mærkets krav om mindre fedt, sukker, salt og mere fuldkorn og flere fibre.

"Nøglehulsmærket giver bedre mulighed for at få sundere madvarer med hjem, der er gigtvenlige. Spiser du mad med mindre salt, sukker og mættet fedt og mere fuldkorn, formindsker du samtidig risikoen for f.eks. hjerte-kar-sygdomme," siger Henriette Thorseng, der er kostvejleder i Gigtforeningen.

Det lille grønne mærke har igennem 10 år hjulpet os med at træffe sundere valg. I dag kan du finde nøglehullet på de fleste dagligvarer lige fra frugt, grønt, kornprodukter og mejeriprodukter til fisk og kød. Og du kan også kigge efter Nøglehulsmærket, når du køber færdigretter.

Spar tid og kræfter på indkøbsturen

Har du en gigtsygdom, kan det være, du oplever, at energien og overskuddet af og til mangler. Også her er Nøglehulsmærket en hjælp. Kigger du efter mærket, kan du nemt udse dig dine varer, så indkøbsturen bliver hurtigere og mindre krævende.

"Gigtvenlig kost kan også handle om behov for at tage nogle lette valg. Her kan det være en god ide at lade Nøglehulsmærket guide dig, når du handler,” råder Henriette Thorseng.

En gigtvenlig kost

Igennem kosten kan du hjælpe dig selv ved at spise gigtvenligt. Et godt råd fra kostvejlederen er at skære ned på fødevarer, der indeholder store mængder af især salt, sukker og mættet fedt fra f.eks. kød, pålæg og palmeolie. Spis i stedet masser af grøntsager og sørg for at spise mad, der indeholder umættet fedt som:

  • Nødder
  • Rapsolie
  • Fed fisk (laks, makrel, sild og ørred)

"Det er vigtigt at huske, at gigtvenlig kost er en kost i balance. Kroppen har brug for en sund sammensætning af forskellige madvarer. En sund kost i balance er samtidigt med til at forebygge overvægt. Det er godt for alle med gigt,” slutter Henriette Thorseng.

Publiceret 23.09.2019