Prøv vejrtrækningsøvelser mod gigtsymptomer

Vejrtrækningen har længe været i fokus i både yoga og meditation, ligesom det er kendt, at den rette vejrtrækningsteknik kan lindre smerter. Det har fridykker Stig Pryds, som lever med psoriasisgigt, stor praktisk erfaring med. På forskningssiden undersøger to lægestuderende, om særlige vejrtræknings-øvelser kan dæmpe betændelsestilstande i kroppen.

Vi gør det hele tiden – faktisk 20.000 gange i døgnet. Altså trækker vejret. Vi tænker sjældent over det, for det sker rent instinktivt. Men selvom det at trække vejret er helt fundamentalt for os, betyder det ikke nødvendigvis, at vi gør det rigtigt. Og netop åndedrættet har en hel central betydning i f.eks. meditation og yoga, hvor der bl.a. fokuseres på at opnå ro og balance. Den kendte teknik har fridykker Stig Pryds taget med sig til havets dybder. Som noget relativt nyt er der nu også fokus på åndedrættes betydning i forhold til lindring af symptomer ved gigtsygdom.

Særlig åndedrætsteknik giver fridykker smertelindring

En af dem, der har personlig erfaring med at træne sit åndedræt, er Stig Pryds, som mestrer en særlig åndedrætsteknik som fridykker. Han har alvorlig psoriasisgigt og kroniske smerter i knæ og ryg. Stig Pryds trænede i et varmtvandsbassin, da han lærte åndedrætsøvelserne, som han nu bruger både på land og i vand. I dag er han én af verdens bedste fridykkere og inspirerer andre til, hvordan man kan opnå smertelindring og bedre livskvalitet via åndedrættet.

"Du kan gøre nogle helt enkle ting med din vejrtrækning. Øvelserne giver afspænding nu og her, men de giver dig også bedre livskvalitet, stærkere hjerte og færre smerter," siger Stig Pryds.

Prøv Stig Pryds’ egne vejrtrækningsøvelser

  • Læg dig et roligt sted med en pude under nakke og knæhaser og et tæppe over dig. Sæt uret til at ringe efter 10 minutter.
  • Læg en hånd på maven og en på brystet. Træk vejret gennem næsen, så din mave løfter sig. Flyt luften op i brystkassen, så brystet hæver sig.
  • Ånd ud gennem sammenknebne læber – fortsæt i 1 minut. Når vejrtrækningen kører, lægger du armene ned langs siden. Hold vejret på 4. indånding og ånd så ud. Det er vigtigt, at alle udåndinger er lange. Dobbelt så lange som indåndingerne.
  • Træk nu vejret dybt ind og hold det. Slap af i ansigt, skuldre, brystkasse og mave. Hold vejret, så længe du kan, og pust langsomt ud.
  • Fortsæt til uret ringer.
  • Lav øvelsen 3 til 5 gange om ugen.

"Med tiden vil mange kunne holde vejret i tre minutter. Men glem tiden. Gå efter en rar og behagelig fornemmelse," lyder rådet fra Stig.

Han henviser i øvrigt til sin app "Breathe – med Stig Pryds". Du kan hente app'en på iTunes til iPhone og på Google Play til Android

Kan vejrtrækning dæmpe betændelse i kroppen?

Det er ikke kun Stig Pryds, der har fundet ud af åndedrættes betydning for lindring af gigtsymptomer. På Aalborg Universitetshospital udforsker to lægestuderende, Cecilie Rovsing Christensen og Helene Rovsing Christensen, om en særlig åndedrætsteknik kan dæmpe betændelse i kroppen hos patienter med inflammatorisk gigtsygdom. Det modtog de tidligere på året en af Gigtforeningens studenterpriser for.

Foto: Line Bloch Klostergaard, Aalborg Universitetshospital 

De to medicinstuderendes interesse udspringer af helt ny forskning i vejrtrækning, der viser, at dybe vejrtrækninger aktiverer den 10. hjernenerve, vagusnerven, der løber fra den nederste del af hjernen ned til mave og tarme. Vagusnerven er helt central for det nervesystem, der gør, at vi kan slappe af (det parasympatiske nervesystem), og her har man opdaget en forbindelse mellem et roligt nervesystem og et bedre reguleret immunforsvar.

"Vi syntes, at teorien om, at de dybe vejrtrækninger kan have betydning for at dæmpe betændelsestilstande, gav rigtig god mening. Det ville vi gerne udforske,” lyder det fra Cecilie og Helene Rovsing Christensen.

Forsøg med at trække vejret

De to lægestuderende undersøger: 

  • Om en 30 minutters enkeltsession kan have nogen indflydelse på nervesystemet
  • Om et forløb med en times daglige vejrtrækningsøvelser over seks uger kan mindske inflammationen i kroppen.
  • Det er endnu for tidligt at konkludere noget endeligt, så dataindsamlingen fortsætter.

Prøv forskernes vejrtrækningsøvelser

Gigtforeningen har fået lov til at dele de vejrtrækningsøvelser, som deltagerne i projektet har fået. Du kan prøve dem her: Instruktion i vejrtrækningsøvelser (pdf)

Publiceret 02.10.2018