Konference viste stor politisk vilje til at forebygge smerter i muskler og led

Det er på tide at sætte fokus på sygdomme, vi lever med – ikke kun på sygdomme, vi dør af. Sådan lød et af budskaberne til en velbesøgt konference om smerter i muskler og led, som Gigtforeningen i oktober var vært ved på Christiansborg.

Her var en lang række politikere, forskere, virksomheder, regioner og kommuner inviteret til at komme med deres bud på, hvordan vi forbedrer muskel- og skeletsundheden i fremtiden.

"Vi ønsker en national handlingsplan for muskel- og skeletsundhed, som skal sikre bedre forebyggelsesindsatser og et bedre samspil mellem sundheds- og beskæftigelsesområdet. Vi skal turde tænke langsigtet og sætte et nationalt mål om flere sunde leveår," lød det fra Gigtforeningens direktør Mette Bryde Lind.

Det går den forkerte vej

Alt for mange danskere må imod deres vilje holde op med at arbejde på grund af sygdomme og smerter i led, ryg og muskler. Det forringer livskvaliteten og kan være starten på økonomiske problemer, depression og ensomhed.

"Det går den forkerte vej med arbejdsmiljøet i Danmark. De seneste tal viser, at 17 % er psykisk overbelastede, og at 15 % er fysisk overbelastede. Det skal vi sætte fokus på og undersøge, hvordan vi kan gøre det bedre. Vi skal følge eksperternes anbefalinger om en tværgående og sammenhængende indsats. Et eksempel kunne være en tættere kontakt mellem borger, kommune og arbejdsgiver for at øge chancen for, at borgeren fastholdes på arbejdsmarkedet,” sagde beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.

Flere end 700.000 danskere er allerede diagnosticeret med en muskel- og skeletlidelse.

Politisk velvilje

Politikerne udtrykte velvilje for at sætte større fokus på emnet, og der blev nikket samtykkende til Gigtforeningens visioner om et bedre samspil og politisk handling.

Vi skal i langt højere grad have fokus på tidlig indsats og forebyggelse, og vi skal se forebyggelsen som en investering i fremtiden. Jeg håber, at konferencen er en trædesten til at få de mange relevante aktører til at tale sammen, for samspillet skal fungere," sagde Socialdemokratiets sundhedsordfører Flemming Møller-Mortensen.

Foto: Jacob Lørring

Publiceret 19.11.2018