Gravide kvinder kan have gavn af vandtræning

To ud af tre gravide kvinder døjer med lændesmerter. Men det kan 45 minutters vandtræning to gange om ugen hjælpe på.  Et nyt dansk studie har konkluderet, at gravide kvinder kan have gavn af vandtræningen AquaMama, som er bygget op omkring seks øvelser, der skal holde dig i form, mens maven vokser.

"Vi fandt en signifikant forskel . Vandtræning reducerer smerter og hjælper gravide, som har ondt i deres lænd og bækken under graviditeten," siger Mette Backhausen, jordemoder og p.hd.-studerende på projektet.

Færre lændesmerter

I forskningsprojektet deltog i alt 516 kvinder, der blev delt op i to lige store grupper. Den ene gruppe, "vandtræningsgruppen", skulle træne i vand i 12 uger, mens den anden gruppe, "kontrolgruppen", ikke skulle træne i vand. De gravide kvinder i vandtræningsgruppen havde efter de 12 ugers selvtræning med de seks forskellige AquaMama-øvelser mindre intense lændesmerter end gruppen med de gravide kvinder, der ikke have trænet i vand. Derudover var der også flere kvinder, der slet ingen lændesmerter havde efter forløbet –  21 procent i træningsgruppen mod 14 procent i kontrolgruppen.

Mette Backhausen forklarer dog, at effekten var beskeden, fordi kvinderne, der deltog i projektet, trænede meget i forvejen.

"Det er et kæmpe plus, at vi overhovedet finder en forskel. Det siger noget om AquaMamas potentiale. Men udfordringen er, at hvis smerten ikke er høj i udgangspunktet, så kan man ikke over 12 uger reducere den særligt meget," siger Mette Backhausen.

Vand skåner leddene

AquaMama, som er udviklet af Gigtforeningen i samarbejde med specialister på Rigshospitalet, har til formål at forebygge og lindre smerter i led, ryg og muskler hos gravide.

Træning i vand letter belastningen på ømme led. Det er især en fordel for gravide, der bliver cirka 10-15 kilo tungere, efterhånden som de kommer længere hen i graviditeten. Derfor føles det rart at komme ned i vand, når man er gravid.

"Vandet giver en opdrift, så man vejer cirka en femtedel af, hvad man vejer på land. Det gør, at man bevæger sig meget nemmere, man bevæger sig meget hurtigere, og man kan lave mange flere gentagelser end man kan på land, uden at det belaster lænd, bækken og resten af kroppen," forklarer Mette Backhausen.

Sikker træningsform

Forskergruppen kunne også konkludere, at vandtræning med AquaMama er en sikker træningsform for raske gravide. Man fandt med andre ord ingen markante bivirkninger af træningen.

Selvom forskerne kunne konkludere færre lændesmerter, fandt man ingen forskel i antallet af dage med sygefravær, fysisk kunnen eller kvindernes generelle helbred. Det tilskriver forskerne de sunde og raske deltagere, som i forvejen trænede meget. Deltagerne var alle raske gravide kvinder over 18 år med en normal graviditet og med et enkelt foster.

Her kan du træne AquaMama

Flere end 100 svømmehaller tilbyder AquaMama-konceptet med certificerede trænere. Træningen er gratis, når først adgangsbilletten til svømmehallen er betalt.

Se AquaMama-øvelser på film

Publiceret 20.09.2018