Går du til årskontrol?

Mennesker med leddegigt og andre inflammatoriske gigtsygdomme har over dobbelt så stor risiko for at udvikle en hjerte-kar-sygdom som andre. Har du inflammatorisk gigt, er det derfor vigtigt, at du går til årskontrol hos din læge eller sygeplejerske for at finde ud af, om du er en af dem, der har ekstra høj risiko.

Det har længe været kendt, at leddegigt og andre inflammatoriske gigtsygdomme fordobler risikoen for at udvikle en hjerte-kar-sygdom.

Derfor tilbyder Kong Christian X's Gigthospital i Gråsten sine patienter en screeningssamtale hos en sygeplejerske i ambulatoriet en gang om året, hvor man foretager en samlet vurdering af patientens tilstand og livsstil.

"Vi ved, at mange hjerte-kar-sygdomme kan forebygges eller udskydes. Derfor måler vi patienternes kolesteroltal, blodtryk og blodsukker, evaluerer den medicin, de tager, og taler om andre risikofaktorer som vægt, taljemål, kost, motion, rygning og alkohol,” siger Jette Primdahl, professor og ph.d.

Bed om en screeningssamtale

Ifølge de europæiske retningslinjer, som den europæiske gigtorganisation EULAR står bag, ligger ansvaret for at tilbyde screeninger hos gigtlægerne. Det er dog ikke alle reumatologiske afdelinger i Danmark, som per automatik tilbyder patienter med en inflammatorisk gigtsygdom en årlig screeningssamtale.

Derfor er det ifølge Jette Primdahl vigtigt, at du som patient tager sagen i egen hånd, hvis du ikke får tilbudt en screeningssamtale. Henvend dig til din reumatologiske afdeling eller din praktiserende læge og bed om at få en snak om, hvordan det ser ud med din risiko for hjerte-kar-sygdom, lyder budskabet.

"Der er mange ting, som lægen eller sygeplejersken ikke når at tale med patienten om til de almindelige ambulante konsultationer. Derfor er det vigtigt, at du får fulgt op på det én gang om året eller hvert andet år. På den måde kan du få den nødvendige behandling og komme i gang med at forbedre din livsstil i stedet for at gå rundt uden at vide, om du har en høj risiko," siger Jette Primdahl.

Ikke en løftet pegefinger

Resultaterne fra de årlige screeninger bliver registeret i den danske gigtdatabase, DANBIO, og afhængig af risikoprofilen bliver man indkaldt til en ny samtale om et til fem år. Det gælder ikke kun patienter med leddegigt, men også psoriasisgigt, rygsøjlegigt og lupus, som alle har øget risiko for at udvikle en hjerte-kar-sygdom.

"De fleste føler, at det er svært at kontrollere deres gigtsygdom. Men her kan du med vejledning og støtte fra din læge eller sygeplejerske faktisk gøre noget ved mange af risikofaktorerne. Vil du gerne være mere fysisk aktiv eller dyrke motion? Er dit blodtryk for højt? Vil du gerne stoppe med at ryge eller skrue ned for alkoholforbruget?" 

Jette Primdahl understreger, at screeningssamtalerne er frivillige og ikke ment som en løftet pegefinger om at ændre livsstilsvaner. Det er dog en opgave, som Gigthospitalet har besluttet at tage på sig, fordi mange praktiserende læger ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på gigtpatienters øgede risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdom endnu.

"Vi mener, at det er nødvendigt, og kan se, at vi med vores initiativ kan inspirere patienterne til også selv at gøre noget," fastslår Jette Primdahl.

Publiceret 08.11.2018