Urinsyregigt forbundet med skyld og skam

Kaptajn Voms syge, kongesyge, rødvinsgigt … Få gigtsygdomme er forbundet med så mange fordomme som urinsyregigt. Det er en udbredt opfattelse, at det er din egen skyld, hvis du får sygdommen. Men det er langtfra den fulde sandhed, fastslår overlæge Lars Juul, der er ekspert på området.


 
En overvægtig mand siddende med et glas vin i hånden og den ene fod på en skammel. En djævel bider i den røde, hævede storetå eller slår på den med en hammer. Det er den klassiske fremstilling af en patient med podagra – betegnelsen for den type urinsyregigt, som sætter sig i storetåen.

"Billedet mere end antyder, at urinsyregigt er en sygdom, du selv er ude om. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen gigtdiagnose, der er mere behæftet med skyld og skam. Men sandheden om urinsyregigt er langt mere nuanceret, og det er afgjort ikke altid din livsstil, der er årsagen til, at du får sygdommen," fastslår overlæge Lars Juul fra Reumatologisk Afdeling på Gentofte Hospital.

Hvorfor får man urinsyregigt?

Urinsyre opstår, når kroppen nedbryder døde celler. Det kan være fra kosten eller i forbindelse med sygdomme, hvor der er øget celledød som ved psoriasis og kroniske blodsygdomme – eller hos patienter, der starter i kemoterapi. Urinsyre ophobes, når der dannes mere urinsyre, end der udskilles. Der er da risiko for, at urinsyren aflejres som krystaller forskellige steder i kroppen, f.eks. i og omkring leddene i storetæer, arme og ben. Kroppen forsøger at fjerne de generende urinsyrekrystaller, og det fører til en yderst smertefuld gigtbetændelse.

Skyldes ikke kun kost og livsstil

"Kosten er langtfra den eneste årsag til, at mængden af urinsyre i blodet bliver for høj,” fastslår Lars Juul. ”Det er en vigtigere årsag, at kroppen ikke udskiller nok urinsyre gennem nyrerne. Derved opstår der en ubalance mellem produktionen af urinsyre og kroppens evne til at udskille den. Det kan også være, man har arvet en nedsat evne til at udskille urinsyren."

Vanddrivende præparater, blodfortyndende tabletter (hjertemagnyl) og blodtrykssænkende medicin (navnlig de såkaldte beta-blokkere) øger også risikoen for anfald.

"Nu vil jeg naturligvis ikke advokere for, at man giver pokker i kostråd og livsstil. Jeg oplever bare, at patienterne alt for ofte føler regulær skam over, at de har fået urinsyregigt. Det er både ubegrundet – og meget lidt formålstjenligt," siger Lars Juul.

Kan behandles effektivt med medicin

Allopurinol er et lægemiddel, som hæmmer  dannelsen af urinsyre og på den måde forebygger anfald. Det virker på de fleste, og for dem, der ikke har effekt af det, eller som oplever bivirkninger, findes der alternativer. I de første måneder er det ofte nødvendigt at supplere den forebyggende behandling med betændelses- og symptomdæmpende midler.

"Men behandlingen er livslang," fastslår Lars Juul. ”Det er mange mennesker ikke klar over. Så når anfaldene ophører, dropper de medicinen, og efter nogen tid vender gigten tilbage med risiko for, at patienten udvikler uoprettelige ledskader og hjerte-kar-sygdom. Et andet problem er, at den anvendte dosis allopurinol ofte er for lav. Det skyldes bl.a., at man tidligere var bekymret for bivirkninger – især hos patienter med nedsat nyrefunktion. Alt tyder dog på, at denne bekymring er ubegrundet."

Publiceret 22.06.2018