Tjekliste til gode sommersko og sandaler

Skal du have nye sandaler eller sommersko, er der visse ting, du bør tage højde for. Det er nemlig vigtigt, at du får sko, der passer til dine fødder – og ikke omvendt. Gigtforeningens fysioterapeut hjælper dig godt på vej.

Gigt påvirker også fødderne

Selvom en fod kun vejer ca. 100 gram – er den med sine 26 knogler, kraftige ledbånd, muskler og sener en ret avanceret konstruktion.

"Fødderne er et af de steder i kroppen, der meget ofte bliver påvirket, når man har gigt. Derfor stiller en fod med gigt store krav til fodtøjet. Og det første – og måske allervigtigste er pasformen. Du skal have en sko, der passer til dine fødder – ikke omvendt", forklarer Tina Louise Flach Svendsen, der er fysioterapeut i Gigtforeningens rådgivning.

Det er netop på pasformen, at vi typisk går på kompromis og klemmer foden ned i skoen med den tanke, at den bare skal gås til. Men det skal den ikke. Du skal have plads til din fod – i bredden og med de knyster eller hammertæer, du eventuelt har.

Tjekliste ved køb af sko og sandaler

 

Hvis du har slidgigt

Slidgigt sætter sig typisk i storetåens grundled, så det gør ondt, når man går. Her kan en sko med lidt stive såler eller gængesål, som MBT-sko, være gode, da de aflaster leddet. Det er altid vigtigt, at sålen er stødabsorberende. Nogle fysioterapeuter tilbyder også at tape storetåens grundled for at mindske bevægeligheden.

Ved slidgigt ses også tit nedsunken forfod, og her kan det anbefales at sætte sko med høje hæle på hylden i stedet for på fødderne. Vælg i stedet sko eller sandaler med støtte i svangen og forfodsløft.

Hvis du har leddegigt

Har du leddegigt, skal du være opmærksom på, at dine sko bør kunne justeres, hvis dine led hæver. Her er velcro godt. Da foden også ofte bliver varm, når der er gigtaktivitet, er en sko i åndbart materiale at foretrække. Undgå også syninger i overlæderet. Hvis din fødder hæver, trykker syningerne og kan give mærker og sår.

"Har du mange smerter og fejlstillinger af foden, går du måske allerede hos en bandagist eller en håndskomager, som kan vejlede dig i køb af sko og sandaler og eventuelt specialfremstille fodtøjet eller et indlæg, der passer præcis til dine fødder," foreslår Tina Louise Flach Svendsen. 

Gode råd til alle

  • For alle fødder gælder det, at din sko skal sidde godt fast på foden, da du ellers ubevidst forsøger at holde den på ved at krølle tæerne. Og det koster unødige kræfter.
  • Vælg fodtøj med en rigtig og fast hælkappe. Træsko eller de populære plastiktøfler hverken støtter eller styrer foden, så det bør ikke være dem, du går tur i.
  • Dårlige fødder påvirker typisk også din balance, så det gælder om at vælge en sko, du kan stå fast i. Udover at den skal sidde fast på foden, bør sålen også være skridsikker. Altså ikke noget med en glat ballerinasko. Har yndlingsskoen lædersål, kan du få sat en gummisål under.
  • Skoens snude skal være tilstrækkelig høj, så tæerne ikke støder mod overlæderet.
  • Køber du på internettet, så vær opmærksom på, om der er gratis returret, hvis du skal returnere skoen.

Strømper

  • Vælg åndbare strømper uden syninger hen over tæerne. Strømpen må heller ikke stramme over anklen, hvis din fod hæver. Og så skal den være nem at tage på.

Tips om sko til gigtfødder

  • Nogle skofabrikater tilbyder sko i forskellige bredde. Det er især de store internationale mærker, der tilgodeser brede fødder. De danske producenter er dog også ved at komme med. Så spørg, næste gang du køber sko.
  • Fordi skoen passer til den ene, er det ikke sikkert, at den passer til den anden. Så det er vigtigt at prøve sig frem – og få professionel rådgivning. Et lille udvalg af populære mærker til gigtfødder er Rieker, Rohde, Arcopedico, Green Comfort, Ecco, New Feet, Stressless – og flere andre.

Foto: New Feet 

Publiceret 18.06.2018