Kroniske smerter og smertestillende medicin – hvad er mulighederne?

Hvis du oplever, at det er svært at få fornyet din recept på smertestillende medicin, er du ikke alene. Siden januar har Lægemiddelstyrelsen overvåget udskrivning af de stærke præparater, hvorfor mange mødes med en stadig mere restriktiv holdning hos deres læge – og ofte tilbydes der ingen alternativer. Hvad gør du i den situation? Læs interview med Gigtforeningens sygeplejerske.

Lægemiddelstyrelsen har siden årsskiftet i langt højere grad overvåget afhængighedsskabende, smertestillende medicin. Det betyder, at lægerne har fået restriktioner, når det handler om at udskrive præparater som dolol, tramadol og morfin. Du kan nu kun få en recept ved personligt fremmøde hos lægen eller ved hjemmebesøg. Det kan ikke længere lade sig gøre at få udskrevet og fornyet recepter over telefonen eller e-mail. Kun undtagelsesvis kan lægerne beslutte, at du ikke behøver at møde personligt op for hver receptfornyelse, men f.eks. kun hver anden eller tredje måned, dog mindst hvert halve år.

Jeg har kun to piller tilbage

Det påvirker mange mennesker med gigt, at lægerne er blevet mere restriktive, fortæller Nanna Bacci Hartz, der er sygeplejerske i Gigtforeningens Rådgivning.

"De er helt ulykkelige, når de ringer og fortæller om deres situation: Jeg talte med en kvinde, der kun havde to piller tilbage, og lægen ville ikke udskrive flere. Hun var ikke blevet hjulpet med en nedtrapningsplan af lægen, og nu stod hun uden mulighed for en langsom nedtrapning og var forståeligt nok bange for, om hun ville få abstinenser og flere smerter, hvis hun pludselig stoppede med at tage tramadol. Kvinden overvejede at gå på det sorte marked for at skaffe piller til en nedtrapningsperiode," siger sygeplejersken.

"Det kan jeg selvfølgelig på ingen måde anbefale, at man gør. I stedet er det vigtigt, at du tager en dialog med din læge og beder om hjælp til nedtrapning og evt. få en henvisning til en smerteklinik." 

Prøver at få hverdagen til at gå op

Mange mennesker med gigt bruger den smertestillende medicin til at få hverdagen til at hænge sammen, passe job og hente børn. De kan slet ikke overskue ikke at få den smertestillende medicin længere. Samtidig føler nogle sig nedgjorte og stigmatiserede i mødet med lægen:

"Jeg har talt med folk, der har fået at vide af deres læge, at de er afhængige af medicinen, og at de selv må komme ud af deres misbrug. Der er tale om helt almindelige mennesker med en langvarig smertetilstand, der kræver professionel behandling og støtte," siger Nanna Bacci Hartz.

Få en nedtrapningsplan af din læge

Sygeplejersken opfordrer i første omgang til dialog med lægen om alternativer og en nedtrapningsplan. Det bør ikke være op til den enkelte at trappe ud af medicinen på egen hånd. 

"Du må ikke stoppe fra den ene dag til den anden. Hvis lægen siger, at det er dit problem, skal du insistere på, at lægen hjælper dig med en nedtrapningsplan og alternativer. Du har brug for professionel støtte. Det kræver overskud at trappe ud, og der er brug for lægernes ekspertise og faglighed for at få det til at lykkes bedst muligt," fastslår hun.

Forskel i lægernes praksis

Der er stor forskel på, hvordan lægerne agerer efter reglerne. Nogle læger stopper med at udskrive medicinen, men tilbyder ikke et alternativ. Andre læger henviser til smerteklinikker, men der er ofte meget lange ventetider. Flere læger foreslår NSAID-præparater som alternativ. Men disse præparater har også en del bivirkninger, f.eks. kan de, udover at påvirke mave-tarmkanalen, øge risikoen for hjertekarsygdomme, særligt hvis du er over 65 år.

"Mange ved ikke, at hvis de er over 65 år skal de være meget forsigtige med disse præparater. Da NSAID-præparater kan købes i håndkøb, tror mange, at medicinen ikke har så mange bivirkninger," siger Nanna Bacci Hartz.

Endelig udskriver nogle læger medicinen, som de plejer. Selvom det måske kan være fristende bare at fortsætte med medicinen, så foreslår hun, at du også her taler med lægen om en nedtrapningsplan. Især hvis du i årevis har været på maksimum dosis af stærk smertestillende medicin. Langvarig behandling med morfika-præparater kan give bivirkninger som afhængighed, forstoppelse, behov for større dosis for at opnå den samme effekt – i nogle tilfælde allerede efter en uge-fjorten dage.

Sygeplejerskens råd til smertelindring

Måske tænker du, at bare jeg får det præparat, så får jeg det bedre. Men det er ikke sikkert. Nanna Bacci Hartz foreslår, at du opsøger alternativer til den smertestillende medicin. Her er hendes råd til smertelindring:

  • Få udarbejdet en nedtrapningsplan med din læge.
  • Bliv henvist til en tværfaglig smerteklinik via din egen læge.
  • Gør brug af mindfulness og afspændingsøvelser. Mindfulness, meditation og afspændingsøvelser kan være med til at lette dine smerter og hjælpe dig med at sove bedre.
  • Få rørt din krop, f.eks. gennem yoga eller varmtvandstræning. Varmtvandstræning er skånsom og derfor godt for dig med smerter i led, ryg og muskler. Yoga er godt, hvis du har stive og stramme muskler.
  • Dyrk venskaber og fællesskab. Smerterne har det med at træde lidt i baggrunden, når man er sammen med andre. Selvom du ikke synes, at du magter socialt samvær, så prøv alligevel. Det er en god idé at ridse op for den, du er sammen med, at du rigtig gerne vil relationen, men at du måske ikke kan være sammen med dem så længe ad gangen.
  • Få kigget på andre dele af dit liv. Måske har du andre udfordringer som arbejdsløshed, langtidssygemeldinger, overvægt eller andre følge- og livsstilssygdomme, som medicin alene ikke kan løse.

Gigtforeningen arbejder for en national handlingsplan mod smerter


Omkring hver femte voksne i Danmark har smerter i seks måneder eller længere. Den hyppigste årsag er muskel- og skeletsygdomme. Derfor arbejder Gigtforeningen for, at politikerne på Christiansborg tager initiativ til en national smertehandlingsplan. Planen skal blandt andet sikre en bedre smertebehandling hos den praktiserende læge, tværfaglige tilbud og patientuddannelse i smertehåndtering til kroniske smertepatienter i alle landets kommuner.

Publiceret 15.05.2018