Får du nok D-vitamin?

Mange er i tvivl om, hvorvidt de bør tage tilskud af D-vitamin om vinteren. Uanset hvad, skal du være opmærksom på at få nok D-vitamin, hvis du har gigt.

Mange mennesker med gigt anbefales et dagligt tilskud af netop D-vitaminer. Det skyldes, at mangel på D-vitamin hos mennesker med gigt kan være forbundet med øget sygdomsaktivitet, blandt andet ved leddegigt.

D-vitaminmangel kan forværre gigtsymptomer

Flere videnskabelige studier har vist en sammenhæng mellem høj sygdomsaktivitet ved leddegigt og mangel på D-vitamin. Forskerne mener derfor, at D-vitaminmangel kan forværre symptomer ved leddegigt.

Også ved andre gigtsygdomme og hos raske mennesker kan D-vitaminmangel være forbundet med led- og muskelsmerter.

Så meget skal du have

Det er almindeligt, at mennesker med gigt får for lidt D-vitamin, og derfor anbefales mange med gigt at få et dagligt tilskud af D-vitaminer. Retningslinjerne for behandling af leddegigt lyder, at man skal have tilskud af D-vitamin på 20 mikrogram dagligt fra diagnosen er stillet. Også som forebyggelse eller behandling af osteoporose (knogleskørhed) anbefales tilskud af D-vitamin.

For meget D-vitamin

Et enkelt studie har vist, at for meget D-vitamin kan øge risikoen for sygdom. Selvom der foreløbigt kun er sparsom viden om for højt indtag af D-vitamin, skal du undgå at indtage en høj og ubegrundet mængde D-vitamin – særligt hvis du i øvrigt er rask.

Er du i tvivl?

Ved gigtsygdomme er det dog oftere et problem, at man får for lidt D-vitamin. Er du i tvivl, om du får D-vitamin nok (eller for meget), kan en blodprøve hos din læge give dig svar.

Publiceret 11.01.2018