Smerter ødelægger det sociale liv – det kan du gøre

En undersøgelse fra Gigtforeningens brugerpanel viser, at hver fjerde bliver hjemme fra sociale aktiviteter på grund af smerter. ”Find et frirum, der styrker dig, så du kan lade op og finde overskud til at være sammen med andre, ” lyder et af rådene fra psykolog Ingrid Lund.

Måske kender du det? At dine smerter ødelægger dit sociale liv. De sætter en stopper for en tur i biografen. En fødselsdagsfest. En familiemiddag. Mennesker med gigt bruger ofte flere dage på at komme sig efter et socialt arrangement. Derfor er den nemmeste løsning at finde på en undskyldning for at blive hjemme. Men det behøver du ikke.

Smerterne skal ikke fylde det hele

Du kan lære at mestre smerterne, så dit liv bliver bedre og lettere – selvom du har kroniske smerter. Ifølge psykolog Ingrid Lund hjælper det at ændre perspektivet på smerterne, så du får mere overskud til at være sammen med familie, venner og kolleger.

Hvis smerterne får lov til at fylde det hele, bliver det ofte selvforstærkende, fordi du hele tiden frygter, at de bliver værre – eller tænker tilbage på dengang, du havde et mere smertefrit liv, forklarer hun og giver her en række tips til, hvad du selv kan gøre for at mestre dine smerter.

Psykologens 6 tips til smertemestring

  1. Erkend dine smerter.
  2. Prioriter det sjove i dit liv.
  3. Udforsk om du kan mere, end du tror – smerter er ikke statiske.
  4. Lidt er bedre end ingenting.
  5. Vær ikke flov over at sætte dine egne grænser, f.eks. at gå tidligt hjem.
  6. Inddrag og opdrag dine omgivelser.

Vælg det, der er vigtigst

Ingrid Lund anbefaler, at personer med kroniske smerter hver dag overvejer, hvad der er vigtigst for dem at prioritere. Nogle har den indstilling, at der er en pris, som skal betales på smertekontoen, når de tilvælger det, der betyder noget for dem. Det kan være en dybsindig natlig samtale eller en familiemiddag.

"De er skarpe i deres planlægning og siger: "Det er sjovt og hjælper mig til at glemme smerten. Så betaler jeg prisen i morgen”. Og så tager de en dag på sofaen med hvile og måske lidt mere smertestillende," siger Ingrid Lund.

Lad støvsugeren stå – og find dit frirum

Det er særligt vigtigt at finde et frirum, hvor du lader op og bliver styrket. På den måde kan du måske finde mere overskud til at prioritere de sociale aktiviteter, du gerne vil med til.

"Især kvinder er ekstremt pligtopfyldende og gør flere ’yde-ting’ end ’nyde-ting', selvom de er plaget af smerter. I farten glemmer de desværre, at noget af det, der ruster dig til livet med en alvorlig gigtsygdom, er, at du formår at gøre noget godt for dig selv," forklarer Ingrid Lund.

Det er individuelt, hvor vi finder vores frirum. Nogle er kreative, mens andre laver havearbejde. Nogle gange skal du gøre det sjove før pligterne og at tillade, at alt ikke er så perfekt som tidligere. Ofte skal du prøve dig frem, før du finder det, der virker for dig.

Tal om smerterne

Ingrid Lund opfordrer også til, at man opdrager lidt på sin omgangskreds. Det at vigtigt at tale med dem om smerterne - og hvad du har brug for fra deres side af trøst og hjælp.

"Mange med smerter flygter fra medynk og bliver blandt andet derfor væk fra sociale sammenhænge. Men er du i stand til at være åben, kan du måske rette op på en ond cirkel," råder Ingrid Lund.

Læs mere om smertehåndtering

Gode råd til pårørende


  • Vær ikke bange for at spørge ind til din pårørendes smerter
  • Hold ikke op med at invitere til sociale sammenkomster
  • Accepter korte besøg
  • Accepter afbud uden sure miner
Publiceret 22.09.2017