Ny forskning undersøger gevinsten ved at kvitte tobakken

Rygning påvirker leddegigt negativt, men det vides ikke, om mennesker med leddegigt har gavn af at få rygestoprådgivning. Det vil et nyt forskningsprojekt støttet af Gigtforeningen undersøge, så der fremover kan udvikles bedre behandlingstilbud.

Tobaksrøg øger risikoen for at få leddegigt markant. For mennesker, der har leddegigt, er det heller ikke en god idé at ryge, da det kan betyde, at de ikke får den ønskede effekt af deres medicin, ofte har smerter, er mere trætte og har dårligere livskvalitet end dem, som ikke ryger. I et nyt forskningsprojekt på Videncenter for Reumatologi og Rygsygdomme på Rigshospitalet ønsker sygeplejerske og ph.d.-studerende, Ida Roelsgaard, at undersøge, om rygestoprådgivning kan få mennesker med leddegigt til at lægge tobakken på hylden samt om rygestoppet har en positiv effekt på sygdomsudviklingen.

"Selvom vi ved, at rygning påvirker leddegigt negativt, er der ikke forsket i, om rygestop influerer på sygdommen. Jeg ønsker at finde ud af, om rådgivning om rygestop og gratis nikotinerstatning i seks uger, begrænser sygdomsaktiviteten," siger Ida Roelsgaard.

Gigtforeningen har støttet Ida Roelsgaards forskning med 918.000 kroner.

Nye behandlingsstrategier

Både leddegigt og rygning øger risikoen for hjertekarsygdom. Mennesker med leddegigt som ryger er derfor i yderligere risiko for at få hjerteproblemer. Udover sygdomsaktivitet undersøger projektet derfor, om rygestop nedsætter risikoen for hjertekarsygdom. Ida Roelsgaard håber, at det vil vise sig, at rygestoprådgivning får mennesker med leddegigt til at kvitte tobakken, og at rygestoppet vil virke positivt på sygdomsaktiviteten og risikoen for hjertekarsygdom.

"Hvis det er tilfældet, så er perspektivet at tilrettelægge en mere struktureret og proaktiv indsats overfor mennesker med leddegigt, som ryger. De skal tilbydes rygestoprådgivning i klinikken i stedet for selv at skulle opsøge et kommunalt tilbud," siger hun.

Projektet er et lodtrækningsstudie, hvor halvdelen af deltagerne tilfældigt udtrækkes til at få rygestop-samtaler og gratis nikotinerstatning, mens den anden halvdel fortsætter deres vanlige behandlingsforløb. Rådgivningen er en pendant til den, der udbydes kommunalt og hos Kræftens Bekæmpelse.

Vil du være med i projektet?


Hvis du har leddegigt, ryger og ønsker at deltage i forskningsprojektet, kan du tage kontakt til Ida Roelsgaard på e-mail ida.kristiane.roelsgaard@regionh.dk eller på telefon 38 63 44 49/21 31 44 83. Forskningsprojektet foregår på Rigshospitalet i Glostrup, men mennesker med leddegigt fra hele landet er velkomne til at deltage.

Tekst: Anne Mette Steen-Andersen. Foto: Søren Østerlund

Publiceret 12.09.2017