Kom til temadag: Sådan får du en god graviditet med gigt

Du har sikkert mange tanker om graviditet og rollen som kommende forælder, hvis du har gigt. Kom til temadag den 14. oktober og få viden og gode råd om, hvordan du får en god graviditet og en god hverdag som forælder med gigt.

Hvis du har gigt og gerne vil have et barn, har du sikkert en masse tanker og måske bekymringer om, hvordan gigten kan påvirke din graviditet, tiden efter fødslen og samspillet med barnet. Derudover er der ofte brug for, at du planlægger og måske ændrer din medicin. Det kan være mange tanker at gå med alene, og derfor har FNUG (ForeningeN af Unge med Gigt) arrangeret en temadag om netop dette emne.

Bliv klogere på gigt og graviditet

I løbet af dagen får du information om planlægning af graviditet, muligheder i forhold til medicin, mulige hjælpeforanstaltninger og relevant forskning. Dagen vil byde på spændende oplæg fra en reumatolog, to jordemødre, en ergoterapeut og en mor med gigt, der deler en personlig beretning om perioden før, under og efter graviditeten.

Del dine erfaringer

Sidst på dagen vil der også være mulighed for at udveksle erfaringer og tale med andre personer med gigt, der er i samme situation.

Vi håber, at dagen vil bidrage med viden, gode idéer og råd til både jer, der har gigt og jeres pårørende.

Program

Formiddag

09.30-09.45 Velkomst

09.45-11.00 Gigt og graviditet.
Oplæg ved reumatolog og overlæge Anne Voss, Odense Universitetshospital 

10.55-11.05 Kort pause

11.05-11.50 ”Forskningsprojekt om leddegigt og graviditet”
Oplæg ved jordemoder Mette Kiel Smed, projektkoordinator i forskningsprojektet

Frokostpause

11.50-12.45 FNUG byder på frokost

Eftermiddag

12.45-13.30 "Mors og fars leddegigt - påvirker sygdommen børnene?"
Oplæg ved jordemoder Ane Lilleøre Rom, klinisk jordemoderspecialist, Ph.D

13.15-14.15 Ergonomi i hverdagen, som gravid og nybagt mor eller far
Oplæg ved ergoterapeut Louise Meilvang

14.15–14.45 Kaffepause

14.45-15.15 Når man ønsker at få et barn, men har gigt!
Oplæg ved læge og gigtpatient Cecilie Mørck Offersen

15.15-16.00 Erfaringsudveksling i grupper

16.00-16.15 Afrunding og tak for i dag

NB: Der kan forekomme mindre ændringer i programmet.

Tid og sted

Dato: 14. oktober 2017 

Tid: 09.30-16.15

Sted: Scandic Ringsted, Nørretorv 57, 4100 Ringsted

Sådan tilmelder du dig

Pris: 100 kroner for en person og 150 kroner for et par (det behøver ikke være din partner).
Du skal tilmelde dig på denne hjemmeside senest den 1. oktober 2017

Her kan du overnatte

Der er mulighed for overnatning på Scandic fra den 13.-14. oktober. Ønsker du at benytte dig af dette, er prisen 300 kroner for enkeltværelse og 550 kroner for et dobbeltværelse. Prisen dækker deltagelse i arrangementet, overnatning og morgenmad. Vi har kun mulighed for at tilbyde overnatning til 10 personer. Her gælder først-til-mølle-princippet. 

Du er velkommen til at sende evt. spørgsmål til busk@fnug.dk

Publiceret 11.09.2017