Kom til foredrag med Andreas Laudrup

Andreas Laudrup var 22 år og havde en lovende karriere som professionel fodboldspiller, da han fik gigt. I 2018 besøger han Gigtforeningens kredse med sit foredrag. Vær med, når han bl.a. fortæller om, hvordan han tacklede at gå fra at være en aktiv sportsmand til intet at kunne, og hvad der hjalp ham videre.

Andreas Laudrup er vant til at have ondt, for smerter er en del af livet som fodboldspiller. I dag skyldes smerterne bare ikke en hård tackling fra en modspiller, men den gigtsygdom, han fik konstateret for fire år siden.

Der gik to år, fra Andreas fik de første symptomer, til lægerne fandt ud af, hvad han fejlede. I den periode kunne han stort set ikke træne og følte, at han kom længere og længere væk fra fodbolden.

"Vi fodboldspillere er en slags maskiner. Vores arbejde er at træne og spille kamp. Og jeg kunne jo ikke udføre mit arbejde og blev hele tiden konfronteret med det fra tilskuere, holdkammerater og trænere. Rigtig mange satte spørgsmålstegn ved det, jeg fejlede, og jeg forstod jo heller ikke selv sygdommen. Så i perioder oplevede jeg en form for ensomhed," fortæller han.

Lå på sofaen i et halvt år

Sygdommen brændte ikke ud, som lægerne ellers havde spået, at den ville. Derfor besluttede Andreas sig for at stoppe som fodboldspiller. Selvom det var hans egen beslutning, var det ikke nemt.

"Jeg kan ikke huske den første periode. Den står helt diffus for mig. Jeg lå bare på sofaen i et halvt år og var mut, trist og ked af det. Jeg kunne ikke sætte ord på min frustration og havde under forløbet kun talt med Pauline (Andreas’ hustru, red.) om, hvordan jeg havde det."

Langsomt erkendte Andreas, hvor hårdt et pres han havde været udsat for i sine bestræbelser på at vende tilbage til fodbolden. Han fik overskud til at begynde at studere.

"Jeg begyndte at læse handel og økonomi på handelsskolen Niels Brock. Jeg har altid frygtet skolen, men fandt ud af, at jeg godt kan lide at blive klogere og bedre. Jeg fandt også ud af, at jeg kunne bruge både disciplinen og dedikationen fra fodboldlivet."

Vælger en positiv og åben tilgang

Da Andreas blev spurgt, om han ville være ambassadør for Gigtforeningen, behøvede han ikke mange dages betænkningstid. Men som ambassadør skulle han pludselig fortælle om sin sygdom – et emne, han stadig kun talte med Pauline om.

"Som ambassadør blev jeg tvunget til at tale åbent om mit forløb. Også om de hårde perioder. Det havde jeg ikke gjort før af skræk for, at andre skulle se mig som syg. På den måde fik omverdenen øjnene op for, hvordan jeg havde det. Jeg har været igennem en kæmpe udvikling. Fra at tro, at jeg kunne og skulle klare alt selv, er jeg i dag stærk nok til at bede om hjælp."

I dag vælger Andreas at være positiv og åben. Og den tilgang gør livet meget nemmere, siger han. "Jeg har været negativ, jeg har jeg gemt mig, og jeg har forsøgt at løbe fra de problemer, jeg nu havde. Det hjalp mig ikke, men gjorde det kun værre! Det hjælper mig at tale om det, ligesom jeg har lært at fokusere på det gode i mit liv, som er Pauline, vores søn Maximilian, min familie og vores venner."

Andreas håber, at andre kan have gavn af at høre hans historie og se, at man kan komme videre, selvom man ikke længere kan gøre det, man brænder for. "Jeg håber, at jeg ved at fortælle om min egen vej gennem sygdommen kan inspirere andre. Og min udvikling er på ingen måde færdig. Om 15 år er det nok nogle helt andre ting, jeg fortæller om."

Find foredrag nær dig

28. ferbruar - Thy-Morsø-kreds (afholdt)

8. marts - Sydvestfynskreds (afholdt)

21. marts - Vejle, Trekantsområdekreds (afholdt)

12. april - Odense, Odense-Nordøstfyn-kreds (afholdt)

18. april - Aakirkeby, Bornholmskreds (afholdt)

13. september - Aarhus, Aarhuskreds 

8. november - Randers-Djurslands-kreds

14. november - Midtsjællandskreds, i samarbejde med Vestsjællandskreds

På vej

3. oktober - Aalborgkreds

25. oktober - Vestjyllandskreds, i samarbejde med FC Midtjylland

 

Publiceret 14.12.2017