God nyhed til patienter med svær psoriasisgigt

Torsdag aften blev Folketingets partier enige om at fordele pengene til sundhedsområdet i den såkaldte satspuljeaftale for 2018-2021. Hos Gigtforeningen er vi glade for, at sundhedsordførerne har lyttet til vores argumenter, og patienter med svær psoriasisgigt fremover kan få tilskud til fodterapi.

"Vi kan sammen med Psoriasisforeningen med stor glæde konstatere, at de politiske partier bag satspuljeaftalen er enige om at give tilskud til fodterapi hos patienter med svær psoriasisgigt, ligesom patienter med svær leddegigt allerede er berettigede til. Det er en vigtig sag for vores medlemmer. At kunne bevæge sig omkring uden unødige smerter er helt afgørende for et godt liv og en velfungerende dagligdag", siger Mette Bryde Lind, direktør hos Gigtforeningen.

Tilskuddet gives til relevante behandlinger hos en fodterapeut, f.eks. pasning af negle, forebyggelse af sår og sårbehandling. Beløbet for tilskud til fodterapi for patienter med svær psoriasisgigt i årene 2018-2021 er 4,2 mio. kroner. Ordningen forventes at kunne træde i kraft den 1. juli 2018.

Publiceret 03.11.2017