Træn i vandkanten – få 3 effektive strandøvelser

Træning af dine fødder i vandkanten på stranden er en yderst effektiv træningsform – især for dine ankler. Samtidig kan du nyde godt af sol, frisk luft og bløde bølger.

 

Det er meget let at træne i vandkanten, når du alligevel nyder vejret på stranden. Gigtforeningens rådgivning giver dig nogle gode øvelser, som dine fødder og ankler vil elske! Så nyd sommer, sand og vand –  samtidig med at du forkæler din krop.

Stimuler sanser samtidig med træning

Når fødderne rører det varme sand, får du trænet dine muskler og led. Derudover bliver dine sanser stimuleret. Du får lov at føle dig i live. Vi kender alle, når den varme sommervind rammer huden. Eller fornemmelsen af det kolde, fugtige sand i strandkanten – det stimulerer muskler og led på en helt anden måde end det varme, tørre sand i klitterne. Jo mere tørt og løst sandet er, jo større krav stiller det til muskler og ledbånd.

Træning i sand

Det bløde sand absorberer en del af den kraft, du afgiver, når du går, og du bliver hurtigere træt, end når du går på f.eks. en græsplæne eller et fortov. Samtidig er sandet ujævnt – også det stiller større krav til dine muskler og ledbånd. Det er rigtig god træning – især for anklerne. Som en ekstragevinst vil der også være effekt på dine knæ og hofter.

Træning i vand

En soppetur er også god træning. Modstanden fra vandet giver nemlig yderligere udfordringer til dine ankler. Der er forskel på, om du går i vand til anklerne eller til knæene. Hvis du går i vand til knæene, skal du bruge flere kræfter – og jo hurtigere du går, jo flere kræfter skal du bruge.

3 gode strandøvelser

  1. Gå barfodet. Varier hastighed, gå både forlæns, baglæns og sidelæns. Øvelsen kan varieres ved at skifte mellem sand, græs og i vand til knæene.
  2. Når du står eller sidder i sandet, så ”grav” med dine tæer i sandet. Skub til sandet med dine hæle, ”kram” sandet med dine tæer, eller glat sandet ud med hele din fod. På den måde får du stimuleret og bevæget din fod godt igennem.
  3. Stil dig i vand til navlen og træn din balance og stabilitet. Du skal finde dit niveau, dvs. der, hvor du bliver udfordret på balancen, men hvor du kan holde den. Hvis du står i let bredstående stilling, er det lettere at holde balancen, end hvis dine fødder er samlede.
Publiceret 19.06.2017