Nyt forskningsprojekt om medicinsk cannabis

Gigtforeningen går nu i spidsen for det første forskningsprojekt af sin art i Danmark om virkninger af medicinsk cannabis. 

Oliver Hendricks

Formålet med projekt CAN-ART er at undersøge effekten og sikkerheden af medicinsk cannabis i behandlingen af kroniske smerter. Det er planlagt at omfatte 180 patienter med leddegigt og rygsøjlegigt. Projektet skal blandt andet vise, hvordan medicinsk cannabis virker på smerter, søvn og koncentrationsevne.

I spidsen står reumatolog og forsker ved Kong Christian X´s Gigthospital i Sønderjylland Oliver Hendricks.

"Mange gigtpatienter har været igennem et hav af behandlinger med konventionelle lægemidler, uden at noget har virket. De lever et liv i daglige smerter og med invaliderende symptomer. Som gigtlæge ser jeg det som min pligt at undersøge, om de kan få gavn af medicinsk cannabis," siger Oliver Hendricks.

Forskningsprojektet vil med et dobbeltblindet, randomiseret, placebokontrolleret studie undersøge, om der kan opnås bedre resultater for behandlingen, når medicinsk cannabis lægges oven i den nuværende behandling. Ved lodtrækning vil 90 patienter få placebo, og de resterende 90 vil få medicinsk cannabis.

"Der er mange spørgsmål om cannabis til medicinsk brug for de enkelte patientgrupper, der ikke er besvaret. Ud over sikkerhed og bivirkninger kender vi ikke til den ideelle dosis, hvor ofte det skal indtages eller hvordan reaktionen er sammen med andre lægemidler," siger Oliver Hendricks.

Når virkningen er videnskabeligt dokumenteret og afprøvet, vil effekter og bivirkninger blive kendte. Det giver højere sikkerhed for patienterne.

    • Man kan som gigtpatient ikke selv melde sig til forskningsprojektet. Læge og sundhedspersonale, som i forvejen har kendskab til projektet, indstiller patienter, som de anser for egnede.
    • Leddegigt og rygsøjlegigt er udvalgt til forsøget, fordi lægerne har størst erfaring med at behandle netop disse diagnoser. 

Læs mere om medicinsk cannabis og få svar på de mest grundlæggende spørgsmål

Sms CANNABIS til 1241


- og støt forskning i medicinsk cannabis med 20 kroner.

Vi mener, at ingen gigtpatienter bør leve med stærke, invaliderende smerter. Vi ved også, at mange har glæde af smertebehandling med medicinsk cannabis.

Støt forskningsprojektet CAN-ART, som du har læst om ovenfor. Det er det tætteste, vi kommer på et klart videnskabeligt bevis for effekter og bivirkninger ved brug af medicinsk cannabis – og dermed større sikkerhed for patienterne.
Publiceret 30.06.2017