”Kend din SLE/lupus” – kursus for dig med sygdommen SLE/lupus

Lever du med SLE/lupus? Tilmeld dig vores kursus ”Kend din SLE/lupus”, hvor du over to måneder i efteråret 2017 får viden og værktøjer til at håndtere livet med sygdommen og de udfordringer, der følger med.

At leve med lupus er en stor udfordring – uanset om du lige har fået diagnosen eller har levet med sygdommen i nogle år. Lupus kan nemlig have mange ansigter, og følgerne af både sygdommen og behandling kan være en ordentlig mundfuld. Derfor afholder Gigtforeningen i samarbejde med diagnosenetværket for SLE/lupus DK et kursus skræddersyet til dig med SLE/lupus og pårørende.

Det får du ud af kurset

Kursets formål er at give dig den bedste værktøjskasse til håndtering af smerter og til, at du passer bedst muligt på dig selv. Derfor er det vigtigt med viden om lægelig behandling og andre tiltag, der kan gøre din hverdag lettere.

Viden og værktøjer fra førende eksperter

Kend din SLE/lupus består af fem moduler, fordelt over to måneder i perioden 26. august til 4. november 2017. Modulerne har forskellige temaer, som sikrer, at du får den viden, du har brug for. Undervejs i forløbet vil du møde en reumatolog, reumatologisk sygeplejerske, fysioterapeut, psykolog, ergoterapeut og socialrådgiver.

Desuden vil der gennem hele kurset deltage to medlemmer fra diagnosenetværket SLE/lupus DK. Dine pårørende er velkommen til at deltage ved første og sidste modul.

Tilmelding, pris og sted

Find alle oplysninger om kurset i invitationen (pdf)

OBS: Der er kun få pladser på kurset, og vi har ofte venteliste. Derfor opfordrer vi til, at du tilmelder dig hurtigst muligt.

Fakta om lupus/SLE


  • Lupus/SLE er en kronisk, autoimmun bindevævssygdom, som kan medføre symptomer fra mange organsystemer som hud, led, blodårer og nyrer. Sygdommen er meget kompleks og svær at diagnosticere, forstå, kontrollere og ikke mindst at leve med.
  • Omkring 2.000 mennesker i Danmark har lupus/SLE. Ni ud af ti er kvinder, ofte i slutningen af 30’erne, hvor de er i fuld gang med familieliv og karriere.
  • Sygdommen har stor indflydelse på den enkeltes daglige liv, almene helbredstilstand og arbejdssituation. Omkring 28 procent oplyser, at de ikke er i arbejde på grund af sygdommen.
  • I Europa anslås ca. 500.000 mennesker at være diagnosticeret med lupus/SLE, hvilket omtrent svarer til udbredelsen af dissemineret sklerose. Men lupus/SLE er næsten ukendt.
Publiceret 05.04.2017