Har du svær psoriasisgigt?

Forskere vil undersøge, om man ved at overføre tarmbakterier fra raske mennesker kan forbedre sygdomsforløbet hos patienter med svær psoriasisgigt. Du kan hjælpe forskningen ved at melde dig som deltager til projektet.

De fleste af os er opdraget med, at bakterier er noget, der skal bekæmpes. Der findes rigtignok dårlige – ligefrem farlige – bakterier, men der findes også gode og livsvigtige bakterier! Og det er dem, Maja Skov Kragsnæs, læge og ph.d.-studerende ved Reumatologisk Afdeling på Odense Universitetshospital, beskæftiger sig med.

"Hele vores mavetarmsystem er koloniseret af billioner af bakterier. Der findes over tusinde forskellige arter, og under normale omstændigheder nyder vi godt af dem. F.eks. frigiver de stoffer, der holder sygdomsfremkaldende bakterier nede. Og så spiller de en afgørende rolle for udviklingen og aktiviteten af vores immunforsvar," fortæller Maja Skov Kragsnæs.

Immunforsvaret er vores værn mod "fjendtlige" angreb. Det er konstant på udkig efter skadelige mikroorganismer, der skal bekæmpes. Og hovedparten af immuncellerne findes i tarmen.

"Sygdomme som leddegigt, rygsøjlegigt og psoriasisgigt opstår, fordi immunforsvarets celler begynder at angribe kroppen selv. Hvorfor det sker, ved vi endnu ikke, men en ny teori går på, at sammensætningen af tarmens bakterier spiller en afgørende rolle. F.eks. ved vi, at patienter med autoimmune gigtsygdomme har langt færre forskellige tarmbakterier, og at de mangler flere af de bakterier, der hos raske menes at have en beskyttende effekt mod et overaktivt immunforsvar, " forklarer hun videre.

Ændret tarmflora – en ny kur mod gigt?

I et nyt projekt, FLORA-studiet, som er støttet af Gigtforeningen, vil Maja Skov Kragsnæs undersøge, om man ved at overføre tarmbakterier fra en rask donor kan påvirke sygdomsforløbet hos mennesker med svær psoriasisgigt.

"Vores håb er, at de ’gode’ tarmbakterier fra den raske donor vil slå sig ned i den syges tarm og stabilisere det overaktive immunforsvar, så gigtaktiviteten mindskes eller måske helt går i ro. En sådan overførsel kan potentielt blive en ny behandlingsmetode, som formentlig oven i købet vil være uden væsentlige bivirkninger," slutter Maja Skov Kragsnæs.

Vil du deltage i FLORA-studiet?

Har du psoriasisgigt, og har du ikke haft gavn af methotrexat? FLORA-studiet er et nyt forskningsprojekt, der undersøger effekten af en tarmbakterieoverførsel til mennesker med svær psoriasisgigt.

Læs mere om projektet på www.gigtforskning.dk

For at kunne deltage skal du

  • Have psoriasisgigt uden nuværende gigtaktivitet i ryggen.
  • Have mindst 3 hævede led trods behandling med methotrexat gennem mindst 3 måneder.
  • Være mellem 18 og 70 år.
  • Ikke lide af andre gigtsygdomme
  • Ikke være i behandling med biologiske lægemidler (tidligere behandling er ok).
Publiceret 16.06.2017