Gigtvenligt havearbejde uden skader

Havearbejde er en grøn fornøjelse, også selvom gigten sætter nogle begrænsninger. Her får du gode råd om havearbejde, og hvordan du undgår skader.

 

Når foråret viser sig fra sin bedste side med varmegrader og solskin, kribler det i de grønne fingre for at komme i gang med havearbejdet. Havearbejde er ikke bare godt for haven, det er også godt for krop og sind. Hvis du har gigt, kan smerter og fysiske begrænsninger dog være en udfordring. Her får du nogle tips til, hvordan du stadig kan nyde havearbejdet.

Gode råd til havearbejdet, når du har gigt

Lav havearbejde i det omfang, du har lyst til det

Hvis arbejdet er en sur pligt, får du ikke meget positivt ud af det. Lav eventuelt en liste, inden du går i gang med de ting, du skal nå inden for et begrænset tidsrum – og hold dig til den.

Få haven op i arbejdshøjde

En måde er højbede i 50-70 cm højde. En anden mulighed er at anskaffe opstammede bærbuske, som stikkelsbær, ribs og solbær. Opstammede buske fås hos gartnere og i plantecentre.

Beplantning

Beplantning kan med fordel være med til at lette havearbejdet for dig. For at mindske ukrudtet kan du vælge fiberdug, flis mellem planterne eller bunddækkende planter som f.eks. pink panda. Stauder som høstanemoner, hosta og dagliljer kræver ikke den store lugning

Krukker

Krukker er en overskuelig måde at holde blomster, krydderurter eller mindre buske på. Frostfrie krukker kan blive stående udendørs. De kan også stå på en lille plade med hjul, der gør dem lette at transportere.

Du kan lægge grankogler i bunden af krukkerne i stedet for sten til dræn, så bliver krukkerne ikke så tunge. Hvis du kan lide at bruge lerpotter, er det en god idé at plante i plastikpotter og derefter sætte dem i lerpotter – så er de ikke lige så tunge at flytte.

Indret haven med hvilepladser, f.eks. små bænke

Det giver lejlighed til pauser i havearbejdet og mulighed for at nyde haven. Sæt eventuelt et ur, så du husker at holde pauser.
Du kan med fordel bruge en haveskammel eller en taburet, så du nemmere kan rejse dig.

Haveredskaber kan være tunge

Vælg haveredskaber, der er lette og har et godt greb. Et godt greb er greb med non-glid/ skridsikker belægning. Grebet bør samtidig være tykt – men ikke for tykt.

Vær opmærksom på, at nogle haveredskaber sælges i forskellige størrelser. Vælg dem, der passer til din håndstørrelse. Brug evt. børneredskaber, f.eks. af plastik, der er lette, men stadig gode til lettere grave- og rivearbejde. På haveredskaber som rive- og skuffejern skal skaftet være så langt, at du kan arbejde med det med ret ryg.

Du kan også lette arbejdet ved ikke at fylde trillebøren til randen. Køb evt. en trillebør med to hjul for at lette håndteringen og belastningen på lænden. Undgå at fylde skovlen helt.

En gribetang med langt skaft kan fint bruges til opsamling.

Sådan undgår du skader under havearbejdet

Havearbejde kan være hårdt, især i foråret, hvor du ikke har været aktiv i haven i lang tid. Tænk på, at du samtidig laver mange bevægelser, som kroppen ikke er vant til. Mange får hold i ryggen, overbelastninger eller andre skader, når havesæsonen går i gang.

Du kan selv gøre meget for at forebygge generne, hvis du er opmærksom på at forberede kroppen til havearbejdet, særligt ved at styrke ryg og skuldre på forhånd og ikke mindst ved at skåne ryg og skuldre under selve havearbejdet.

Lyt til din krop, når du går i haven, og kend disse simple råd:

  1. Varm op, inden du går i gang, f.eks. med en gåtur eller med det lette havearbejde.
  2. Du behøver ikke nå det hele på én dag. Sørg for at starte stille op og fordel arbejdet over flere dage.
  3. Varier arbejdet – skift mellem det tunge og lette arbejde, og skift arbejdsstilling.
  4. Hold pauser. Sæt eventuelt et ur.
  5. Undgå at bøje dig forover, når du skal luge, grave og løfte. Bøj i stedet ned i knæene, så du skåner lænden.
  6. Hold ryggen rank og brug benmusklerne, når du skal løfte ting og køre rundt med trillebøren.
  7. Hold de ting, du skal løfte, tæt ind til kroppen.
  8. Undgå vrid i ryggen. Næsen skal pege samme vej som fødderne.
  9. Tag varmt tøj på, der dækker hele ryggen.
  10. Stop med det samme, hvis du får ondt.

Pas på dine hænder og fingre

Når du arbejder i haven, er det vigtigt, at du også husker at passe på dine hænder og fingre:

  1. Husk at fordele belastningen over flere led og så store muskler som muligt. Det kan du f.eks. gøre ved at benytte haveredskaber med tykke greb – gerne med non-slip belægning.
  2. Brug begge hænder, når det er muligt. På denne måde får du fordelt belastningen og skåner dine led.
  3. Der findes en del elektriske haveredskaber. Afprøv produktet, før du køber. Elektriske produkter kan være rigtig gode, men kan også være tunge på grund af vægten af batteriet.
  4. Benyt evt. håndleds- eller tommelfingerbandage som aflastning under havearbejde, hvis du har behov for det.
  5. "Stop, mens legen er god". Du skal også kunne bruge dine hænder resten af dagen.
Publiceret 06.04.2017