Gigtforsker: Brug for forskning i effekten af medicinsk cannabis

Reumatolog og forsker Oliver Hendricks mener, at cannabis til medicinsk brug kan være et muligt tilbud til gigtpatienter med kroniske smerter. Men det er nødvendigt med forskning i effekten af midlet.

Oliver Hendricks er reumatolog og forsker ved Kong Christian X’s Gigthospital i Sønderjylland. Han vil undersøge potentialet i medicinsk cannabis som et muligt tilbud til gigtpatienter, der lider af kroniske smerter.

"Jeg mener, at der er et reelt behov," siger han og refererer til en nypubliceret ph.d.-afhandling, der er udarbejdet af læge Signe Rifbjerg-Madsen fra Parker Instituttet på Frederiksberg Hospital. Afhandlingen bygger på data fra mere end 2.000 personer med leddegigt, rygsøjlegigt eller psoriasisgigt.

I undersøgelsen fandt forskerne tegn på en central smertemekanisme, det vil sige neuropatiske smerter, hos hver femte.

Hvad er bivirkningerne?

Resultaterne af undersøgelsen betyder, at cannabis kan være relevant til en mindre gruppe gigtpatienter, som lider af de store inflammatoriske gigtsygdomme på trods af, at der allerede ydes en betydelig behandlingsindsats.

"Vi ved bare endnu ikke nok om eventuelt uønskede effekter hos mennesker med gigt. Undersøgelser med andre patientgrupper viser begrænsede bivirkninger som hovedpine eller problemer med maven ved indtagelse af cannabisolie,” fortæller reumatologen.

Forsøg med gigtpatienter

Oliver Hendricks forbereder selv en videnskabelig undersøgelse, der skal skaffe mere viden om effekten af cannabis til medicinsk brug. I sit forsøg planlægger han at give den type cannabinoid, der hedder CBD, til omtrent 100 gigtpatienter med inflammatoriske gigtsygdomme. En kontrolgruppe vil modtage placebobehandling, og hverken patienter eller sygeplejersker får at vide, hvem der får hvad.

CBD virker betændelsesdæmpende og regulerende på forsvarssystemet og er ikke som THC psykoaktivt. Det vil sige, at der ikke er risiko for at blive ’skæv’.

Afklaring inden for tre år

"Vi skal ikke tæppebombe gigtpatienter med cannabis. Men vi skal vide, om vi kan tilbyde midlet i de rette doser til de relativt få, der ikke får lindret deres smerter med traditionelle midler. Det er vores mål at afklare situationen for gigtpatienter med betændelsesrelaterede gigtsygdomme inden for de kommende tre år," fastslår han.

Vær opmærksom

Da man ved, at rygning kan forværre inflammatoriske gigtsygdomme, ligesom røgen kan være en udløsende faktor for leddegigt, fraråder Gigtforeningen, at cannabis ryges.

Vil du drøfte brug af medicinsk cannabis? Så er du velkommen til at kontakte Gigtforeningens rådgivning 

Foto: Lene Esthave

Publiceret 16.12.2016