Betændelse i kroppen påvirker vores humør

Gigtsymptomer kan påvirke psyken i en negativ retning, men forskning viser, at betændelse i kroppen i sig selv øger risikoen for at få en depression. Få gode råd her, hvis dit humør svigter.

Deprimeret kvinde

Hvis du har gigt, kender du sikkert til fysiske begrænsninger, stivhed, smerter og træthed. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan sådanne krævende følgesvende kan påvirke vores psykiske trivsel. Men faktisk er det ikke kun symptomerne, der påvirker psyken – nyere undersøgelser har påvist, at betændelsestilstande i sig selv øger risikoen for depression.

Gennem flere år har forskere sammenholdt oplysninger om 73.000 danskeres CRP-niveau (et betændelsesprotein, der forhøjes ved inflammation i kroppen) og deres forbrug af antidepressiv medicin. Man har fundet den sammenhæng, at personer med højere CRP-værdier havde et større forbrug af antidepressiv medicin og flere indlæggelser på grund af depression, end deltagerne med lavere CRP-værdier.

Til trods for, at der er en tydelig sammenhæng mellem depression og inflammation, kender vi ikke til mekanismerne bag. Måske påvirker selve betændelsestilstanden de dele af hjernen, som regulerer og påvirker vores sindsstilstand – måske er det depressionen, som udløser betændelsestilstanden. En tredje mulighed er, at en sygdom i kroppen igangsætter både betændelsen og depressionen.

Inflammatoriske gigtsygdomme er blandt de sygdomstilstande, som udløser forhøjet CRP-niveau, og en markant højere forekomst af depression er tidligere dokumenteret.

Fremtidig forskning vil forhåbentlig afklare mekanismerne og bringe nye behandlingsmuligheder på banen for de mange mennesker, som er berørt af gigt og depression.

Hvad kan du gøre, hvis dit humør er påvirket negativt?

  • Undgå isolation
  • Opsøg de aktiviteter, der plejer at give dig glæde – også selvom lysten eller glæden udebliver lige nu
  • Motion kan udløse humørløftende stoffer
  • Træn dit fokus på det positive. Sæt dig ned et par gange om ugen og identificer 3-4 ting, oplevelser, omstændigheder eller andet i dit liv, som du er taknemmelig for
  • Hvor følger tristheden ikke med dig? – Gør mere af det!

Hvis du rammes af en depression, er der mulighed for at få støtte, vejledning og behandling via din egen læge.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Gigtforeningens rådgivning på 39 77 80 80.

Publiceret 01.05.2016