Glædeligt at danske landmænd må dyrke cannabis

Gigtforeningen konstaterer med tilfredshed, at regeringen som forsøgsordning nu vil tillade danske landmænd at dyrke cannabis til medicinsk brug.

-Tilladelsen bringer os et stort skridt nærmere at kunne hjælpe gigtpatienter med kroniske smerter, siger Gigtforeningens direktør Mette Bryde Lind.

Gigtforeningen vurderer, at mange mennesker vil få gavn af behandling med medicinsk cannabis. Gigtpatienter tilhører en gruppe, som ofte har kroniske smerter. En stor del af dem har været igennem mange behandlinger med konventionelle lægemidler, uden at det har haft nogen virkning.

Det betyder, at mange mennesker har set sig nødsaget til at købe cannabis på det sorte marked og dermed kriminalisere sig selv.

-Det er uværdigt. Behandling med medicinsk cannabis bør ske under kontrollerede forhold. Af hensyn til patienterne skal vi kende den nøjagtige styrke og renhed af den medicin, de bliver tilbudt, siger Mette Bryde Lind.

-At det nu er danske landmænd, som skal dyrke cannabis´en betyder, at vi har større kontrol med de forhold, den bliver dyrket under. 

Af samme grund har står Gigtforeningen i spidsen for det første forskningsprojekt af sin art i Danmark om virkninger af medicinsk cannabis. Formålet er at undersøge effekten og sikkerheden af medicinsk cannabis i behandlingen af kroniske smerter.

-Når virkningen er videnskabeligt dokumenteret og afprøvet, vil myndighederne kunne overvåge brugen. Det giver højere sikkerhed for patienterne, siger Mette Bryde Lind.

For yderligere oplysninger kontakt venligst

Kirsten Palmer, presseansvarlig, Gigtforeningen, tlf. 51 43 97 45KPalmer@gigtforeningen.dk

Publiceret 29.06.2017