Gigtforeningen uddeler priser til to ildsjæle

Gigtforeningens Mobilepris 2017 går til to ildsjæle, der hver har gjort en ekstraordinær indsats for mennesker med gigtsygdomme.

Billedet: Læge Finn Kamper Jørgensen og kredsformand i Gigtforeningens Midtsjællandskreds Dorte Sørensen

De to modtagere af prisen er Finn Kamper-Jørgensen og Dorte Sørensen.

"Der er tale om to helt usædvanligt engagerede personer, der hver især har gjort en kæmpe indsats for mennesker med gigtsygdomme. Det vil vi gerne anerkende med Mobileprisen," siger Gigtforeningens direktør Mette Bryde Lind.

Læge Finn Kamper-Jørgensen er medlem af Forebyggelsesrådet for Ældrebefolkningen i Fredensborg Kommune. Han får prisen for sit engagement og sin udprægede sans for forebyggelse til gavn for de mange. Finn Kamper-Jørgensen er tidligere direktør i Statens Institut for Folkesundhed. Han udarbejdede den første gigthandlingsplan for Sundhedsministeriet, og senest har han stået bag den første kommunale 5-års gigthandlingsplan.

Dorte Sørensen har i 18 år været formand for Gigtforeningens Midtsjællandskreds og er tidligere medlem af Gigtforeningens bestyrelse. Hun får prisen for sin utrættelige energi og sit engagement til fordel for gigtsagen. Dorte Sørensen står i spidsen for en meget aktiv kreds, som hvert år arrangerer et utal af spændende og relevante arrangementer til gavn for mennesker med gigt.

Fakta

  • Gigtforeningen uddeler hvert år Mobileprisen til en eller flere personer, der har gjort en ekstraordinær synlig indsats for at forbedre vilkårene for mennesker med gigt.
  • Mobileprisen består af en mobile, som er designet af Flensted Mobiler. Mobilen skal ses som et symbol på den bevægelsesfrihed, som Gigtforeningen ønsker for alle – herunder mennesker med ondt i led, ryg og muskler.
  • Sammen med mobilen følger 15.000 kr. til hver modtager. Prisen uddeles i forbindelse med Gigtforeningens repræsentantskabsmøde den 30. maj.


For yderligere kommentarer

Anne Reinholdt, kommunikationschef, tlf. 27 15 70 67

Publiceret 31.05.2017