Træthed og energi – få mere overskud

Få viden og gode råd om, hvordan du kan prioritere din energi i hverdagen, så du får mere overskud til de aktiviteter, der er vigtigst for dig.

Prioriter det, der er vigtigst for dig

Det er vigtigt, at du prioriterer i hverdagen, så du har overskud til de aktiviteter, der er vigtigst for dig.

  • Vælg de aktiviteter, der giver dig energi, og fravælg så vidt muligt de aktiviteter, der dræner dig for overskud.
  • Prøv at skabe et overblik over din hverdag og bliv god til at planlægge dine opgaver og gøremål.
  • Du kan eventuelt skrive dagbog, så du på bliver klogere på og mere fortrolig med din træthed.

Vær sammen med andre

Du skal også huske at prioritere det sociale samvær. Det påvirker både dit humør og dine smerter på en positiv måde. Og husk, at du ikke behøver at være fuld af overskud for at være sammen med dine nærmeste. Nogle gange kan det være værd at betale prisen dagen efter for til gengæld at få nogle gode og glade oplevelser.

Stiller du realistiske krav til dig selv?

Når du gør rent, synes du måske, at du skal ordne hele huset på én dag. Og når du slår græs, slår du måske hele plænen. Men du vil opleve mindre udsving i dine smerter og din energi, hvis du tager det lidt ad gangen og skifter mellem aktivitet og hvile.

Hvis du lever med kroniske smerter, oplever du sikkert at have en begrænset ”ressourcetank” til rådighed. Din energi er måske ikke så stor. Det kan derfor være en god idé, at du tænker over, om der er ting, du kan gøre anderledes – eller over flere omgange.

  • Undgå at lave for meget

    Måske overhører du ind imellem din krops signaler, når den fortæller dig, at du er overanstrengt. Det kan give flere smerter og mere træthed. Så lyt til kroppen og hold pauser.

    Ske-teorien hjælper dig med at prioritere

    Ske-teorien (The Spoon Theory) handler om de valg, du er nødt til at træffe, hvis smerter og træthed er en del af din hverdag. Den er opfundet af en kvinde med gigt- og bindevævssygdommen lupus, som en dag, hun sidder på en restaurant sammen med sin veninde, skal forklare, hvordan det er at leve med en kronisk sygdom.

    Hun samler 12 skeer sammen. De repræsenterer den energi, hun har til rådighed, når hun vågner om morgenen. Hver ske repræsenterer en handling, som kræver energi: at komme ud af sengen, gå i bad, spise morgenmad – så har hun allerede brugt tre! Og hvis hun ikke tænker sig grundigt om, er de resterende ni skeer brugt, allerede før hun når frokost.

    Nogle dage er der færre skeer – andre dage et par ekstra. Og nogle af handlingerne koster måske mere end én ske. Men ressourcerne er altid begrænsede.

    Ske-teorien kan hjælpe dig med at prioritere dine daglige gøremål: Skal jeg bruge tre skeer på at støvsuge – eller to på at mødes med en ven? Men den kan også bruges til at forklare dine venner og din familie, hvordan dit energi-regnskab fungerer. At de handlinger, man som rask ikke tænker over, men bare udfører, for dig er udtryk for valg, prioriteringer – og en hel masse fravalg.

    Se hjælpemidler, der letter din hverdag

  • Undgå at lave for lidt

    Ligesom det ikke er godt at lave for meget, når du har kroniske smerter, er det heller ikke godt at lave for lidt. At hvile for meget og at være alt for inaktiv kan nemlig også fremprovokere smerter.

    Hvis du ikke bruger din krop, vil du forringe din bevægelighed og din fysiske form. Det gør dig mindre modstandsdygtig over for kroniske smerter. Du vil øge risikoen for at blive fanget i det adfærdsmønster, man ved, er den største trussel mod at leve et godt liv med smerter: passivitet, isolation og negative forventninger.

  • Hold pauser i løbet af dagen

    Pauser fordelt over dagen kan hjælpe dig med, at energien ikke slipper op, inden du kommer til fyraften. Prøv at eksperimentere med, hvad der virker som en pause for dig? Er det at ligge ned med rolig musik, er det at meditere i fem minutter – eller noget helt tredje? Det er vigtigt, at pausen reelt beroliger krop og sind. At scrolle på mobil eller se tv giver ikke nødvendigvis dit sind et hvil.

    Kontakt Gigtforeningens rådgivning, hvis du har flere spørgsmål

Senest opdateret 14.06.2023

Ekstrem træthed – hvad kan du gøre?

Sæt realistiske mål for din dag, og prøv at bevæge dig så meget som muligt, lyder det blandt andet fra Gigtforeningens eksperter. Se videoen, hvor de svarer på spørgsmål om kronisk træthed (fatigue). Fatigue er en træthed, du ikke kan sove dig fra. Det kan både være fysisk og mentalt manglende overskud.

Her kan du se en film – for at kunne afspille den, skal du tillade alle cookies
Klik her for at tillade cookies