Bircher müesli med nødder, bær og frugt

Prøv bircher müesli med nødder, bær og frugt – en nem og sund madopskrift fra Gigtforeningen.

Bircher müesli med nødder, bær og frugt

Bircher müesli blev opfundet omkring år 1900 af den schweiziske læge Maximilian Bircher-Brenner, der ville give sine patienter en nærende morgenmad.

Der kan laves et utal af variationer baseret på originalopskriften. Udgangspunktet er, at gryn blandes med kold vand, yoghurt, mælk eller juice og stilles i køleskab natten over. Inden servering toppes med hjemmelavet mysli af forskellige nødder og frugt.

Bircher müesli er både god om morgenen, som mellemmåltid eller som dessert.

Hver portion er beregnet til en person.

On the rocks

Ingredienser

  • 1/2 dl 5-gryn eller havregryn
  • 3 valnødder i mindre stykker
  • 2 dl yoghurt naturel

Fremgangsmåde

  1. Rør gryn og valnødder med yoghurt, dæk skålen til og lad den stå i køleskab i mindst 3 timer, gerne natten over.
  2. Server müeslien pyntet med lidt ekstra valnødder som morgenmad.

Sommerbær

Ingredienser

  • 1 portion müesli on the rocks
  • 50 g (1/2 dl) æblemos
  • 50 g sommerbær, f.eks. ribs, solbær, blåbær, jordbær

Fremgangsmåde

  1. Rør 1 portion müesli on the rocks med 50 g æblemos og 50 g sommerbær.
  2. Server müeslien pyntet med lidt ekstra bær og valnødder som morgenmad, mellemmåltid eller dessert. Ribsene giver müeslien en flot rød farve.

Vinterfrugt

Ingredienser

  • 1/2 dl havregryn
  • 1/2 dl æblejuice
  • 1 dl yoghurt naturel
  • 100 g frisk eller henkogt frugt, f.eks. æble, banan og kakifrugt i små tern
  • 15 g mandler, groft hakkede

Fremgangsmåde

  1. Rør havregryn og æblejuice sammen i en skål. Dæk skålen til og lad den stå i køleskab i mindst 3 timer, gerne natten over.
  2. Tilsæt yoghurt, frugt og mandler. I stedet for at skære æblerne i små tern kan man rive dem. Derved fordeles den syrlige smag fra æblerne bedre. Hvis der bruges henkogt frugt, kan lagen erstatte æblejuice.
  3. Server müeslien pyntet med lidt ekstra frugt og mandler som morgenmad, mellemmåltid eller dessert.

Tips

  • Smag evt. müeslien til med 1/2 – 1 tsk. honning eller ahornsirup pr. portion, hvis du ønsker en sødere smag.
  • Alle slags nødder og mandler kan bruges i opskrifterne.
  • Tørret frugt, f.eks. rosiner, tranebær og blåbær, kan tilsættes efter smag.
  • Prøv også at tilsætte 1 spsk. kokosmel eller et drys kanel.
Senest opdateret 23.10.2018