Print
Forstør teksten Læs teksten op

Methotrexat

Methotrexat anses for at være blandt de sikreste betændelsesdæmpende lægemidler ved kroniske gigtsygdomme som leddegigt med hensyn til effekt og bivirkningsrisiko. Dette lægemiddel er derfor førstevalget ved leddegigt i henhold til interantionale retningslinier. Methotrexat bliver også brugt til behandling af kræft, men her er der tale om langt større doser end ved leddegigt. Du behøver derfor ikke frygte de samme bivirkninger, fordi de lave doser ved behandling af leddegigt giver ikke flere bivirkninger end ved anden gigtmedicin.

Bivirkninger
Methotrexat kan nedsætte antallet af hvide blodlegemer og blodplader i dit blod, og det er derfor nødvendigt med regelmæssig blodprøvekontrol. Hvis antallet af hvide blodlegemer bliver betydeligt nedsat, er der større risiko for at få infektioner og feber. Er antallet af blodplader nedsat, kan du f.eks. få blå mærker i huden eller næseblod. Stofferne kan desuden give kvalme, feber, udslæt og belaste leveren.

En anden bivirkning er kvalme og mund­betændelse. I sjældne tilfælde lunge­irritation, som viser sig ved tør hoste og åndenød. Får du disse symptomer, skal du stoppe behandlingen og kontakte din læge. Enkelte kan få flere gigtknuder. Medicinen kan give fosterskader, og derfor er det vigtigt både for mænd og kvinder at stoppe behandlingen mindst tre måneder før en planlagt graviditet. Tal eventuelt med lægen om nedfrysning af sæd.

Methotrexat og alkohol
Et af de hyppigst stillede spørgsmål ved behandling med Methotrexat er, hvor meget alkohol man må drikke under behandlingen. Det er der desværre ikke et præcist svar på - men du bør som udgangspunkt holde et vågent øje med dit alkoholforbrug.

Man har fra andre patientgrupper i methotrexat-behandling set leverpåvirkning, derfor har man hidtil anbefalet helt at holde sig fra alkohol. I dag er restriktionerne blødt en anelse op - ikke mindst fordi tilskud af B-vitaminet folinsyre, som mindsker risikoen for leverpåvirkning - nu er standard under methotrexat-behandling. Nogle læger mener altså, at det er i orden med 3-7 genstande pr uge, mens andre stadig holder fast i helt at undgå alkohol. Derfor rådes du til generelt at begrænse dit indtag af alkohol. Undgå den daglige genstand - f.eks. et glas vin til maden og undgå at indtage større mængder alkohol - som ved julefrokoster. Undlad også at eksperimentere med at forskyde dit methotrexat-indtag - f.eks. på grund af en festlig lejlighed.

Vederlagsfri Methotrexat i flydende form
Amtsrådsforeningen besluttede i maj 2005, at visse typer receptpligtig gigtmedicin fremover skal udleveres vederlagsfrit på den sygehusafdeling, hvor man er i behandling.

Det drejer sig om Methotrexat til injektion (Metoject), Methotrexat i ampuller, Arava tabletter og Sandimmun Neoral tabletter.

Sygehuset bestemmer selv, hvilken type methotrexat, de vil udlevere.

Methotrexat tabletter er ikke omfattet af reglerne og skal som hidtil købes på apoteket via recept.

Det er kun patienter, der er i behandling på sygehusafdelinger, som er omfattet af reglerne.

Læs mere om medicinen på medicin.dk

Sidst opdateret 14-07-2011
Gigtforeningen er ...
en sygdomsbekæmpende forening. Vi arbejder for bedre vilkår for 700.000 danskere med ondt i led, ryg og muskler.
Gennem forebyggelse, behandling og forskning er vi med til at gøre en forskel for mennesker med gigt.
Find os på Facebook Find os på Facebook
Gigtforeningen
Gentoftegade 118
2820 Gentofte
Telefon 39 77 80 00
Man-tor 9-16, fre 10-15
Mail til Gigtforeningen


Gigtforeningens rådgivning hjælper dig med svar og gode råd:

Ring 39 77 80 80
Man-tor 9-16, fre 10-15

Skriv til brevkassen