Print
Forstør teksten Læs teksten op

Betændelsesdæmpende lægemidler

Betændelses-dæmpende lægemidler

En lang række gigtsygdomme behandles med kraftigt virkende betændelsesdæmpende lægemidler, herunder leddegigt, psoriasis-gigt, Morbus Bechterew, reaktiv gigt og andre sjældnere gigtsygdomme. Følgende gør sig gældende ved behandling af leddegigt:

Til behandling af leddegigt vil langt de fleste læger i første omgang vælge at give dig det langsomt virkende lægemiddel Methotrexat, som du vil få som tabletter én gang om ugen. Nogle mennesker med leddegigt får en kombination af Methotrexat, Salazopyrin og Klorokin.

Samtidig vil du også få et tilskud af folinsyre (et B-vitamin), fordi Methotrexat hæmmer din egen folinsyreproduktion. På den måde mindskes risikoen for bivirkninger. Du vil som regel begynde med en dosis på 7,5 - 10 mg. om ugen, og dosis kan øges gradvist til 25 mg. om ugen. I nogle tilfælde kan Methotrexat gives som indsprøjtning i en muskel eller under huden. Hvis du planlægger at få børn, må du ikke få Methotrexat.

Du skal også have et hurtigt virkende betændelsesdæmpende lægemiddel - der kan blive tale om et NSAID-præparat eller et binyrebarkhormon-præparat (Steroid, Prednisolon). Det skal du have, hvis du har behov for det, fordi det tager 2-6 måneder, før du kan forvente en effekt af din Methotrexat-kur. Binyrebarkhormon-præparat bliver ofte givet som injektion direkte i de angrebne led eller i en muskel, men kan også gives som tabletter.

Langsomt virkende lægemidler
De langsomt virkende lægemidler virker først efter et par måneders konstant brug, og derfor er det vigtigt at komme hurtigt i gang med behandlingen. Langsomt virkende lægemidler hæmmer på lang sigt gigtbetændelse og forstyrrelser i im­mun­systemet, ligesom de også mindsker din eventuelle morgenstivhed og giver dig færre ømme og hævede led. I de senere år har man forsøgt at kombinere flere af disse lægemidler.

Stofferne - der som regel er et methotrexat-præparat - har alle en hæm­mende virkning på celler, herunder især betændelsesceller. Methotrexat bliver også brugt til behandling af kræft, men her er der tale om langt større doser end ved leddegigt. Du behøver derfor ikke frygte de samme bivirkninger, fordi de lave doser ved behandling af leddegigt giver ikke flere bivirkninger end ved anden gigtmedicin.

Bivirkninger
Methotrexat kan nedsætte antallet af hvide blodlegemer og blodplader i dit blod, og det er derfor nødvendigt med regelmæssig blodprøvekontrol. Hvis antallet af hvide blodlegemer bliver betydeligt nedsat, er der større risiko for at få infektioner og feber. Er antallet af blodplader nedsat, kan du f.eks. få blå mærker i huden eller næseblod. Stofferne kan desuden give kvalme, feber, udslæt og belaste leveren.

En anden bivirkning er kvalme og mund­betændelse. I sjældne tilfælde lunge­irritation, som viser sig ved tør hoste og åndenød. Får du disse symptomer, skal du stoppe behandlingen og kontakte din læge. Enkelte kan få flere gigtknuder. Medicinen kan give fosterskader, og derfor er det vigtigt både for mænd og kvinder at stoppe behandlingen mindst tre måneder før en planlagt graviditet. Tal eventuelt med lægen om nedfrysning af sæd.

Salazopyrin giver kvalme og eventuelt diarré hos cirka hver femte. Er du overfølsom over for sulfapræparater, kan du få udslæt, feber og hovedpine - og i sjældne tilfælde kan antallet af hvide blodlegemer blive nedsat. Mange får en kraftig, men uskadelig gulfarvning af urinen. Mænd kan forbigående få nedsat deres frugtbarhed.

Methotrexat og alkohol
Et af de hyppigst stillede spørgsmål ved behandling med Methotrexat er, hvor meget alkohol man må drikke under behandlingen. Det er der desværre ikke et præcist svar på - men du bør som udgangspunkt holde et vågent øje med dit alkoholforbrug.

Man har fra andre patientgrupper i methotrexat-behandling set leverpåvirkning, derfor har man hidtil anbefalet helt at holde sig fra alkohol. I dag er restriktionerne blødt en anelse op - ikke mindst fordi tilskud af B-vitaminet folinsyre, som mindsker risikoen for leverpåvirkning - nu er standard under methotrexat-behandling. Nogle læger mener altså, at det er i orden med 3-7 genstande pr uge, mens andre stadig holder fast i helt at undgå alkohol. Derfor rådes du til generelt at begrænse dit indtag af alkohol. Undgå den daglige genstand - f.eks. et glas vin til maden og undgå at indtage større mængder alkohol - som ved julefrokoster. Undlad også at eksperimentere med at forskyde dit methotrexat-indtag - f.eks. på grund af en festlig lejlighed.

Læs mere om medicinen på medicin.dk

Sidst opdateret 09-11-2011
Gigtforeningen er ...
en sygdomsbekæmpende forening. Vi arbejder for bedre vilkår for 700.000 danskere med ondt i led, ryg og muskler.
Gennem forebyggelse, behandling og forskning er vi med til at gøre en forskel for mennesker med gigt.
Find os på Facebook Find os på Facebook
Gigtforeningen
Gentoftegade 118
2820 Gentofte
Telefon 39 77 80 00
Man-tor 9-16, fre 10-15
Mail til Gigtforeningen


Gigtforeningens rådgivning hjælper dig med svar og gode råd:

Ring 39 77 80 80
Man-tor 9-16, fre 10-15

Skriv til brevkassen