Test din fod

Tekst af Eilif Larsen, illustrationer af Arne Elkjær. Materialet er oprindeligt udarbejdet til Krop og Fysik.

Har du en ægyptisk fod, en abefod, eller er du så heldig at have en bondefod? Vores fødder ser vidt forskellige ud, og formen på fødderne har betydning for, hvor stærke eller svage de er. Dermed kan visse fodtyper indirekte være årsagen til smerter i fødderne.

Her kan du læse, hvordan man kan inddele voksne fødder i forskellige typer alt efter deres anatomiske opbygning, og om hvad det betyder for funktion og belastning. De færreste af os har en ”ren” fodtype, men en kombination af flere, og ud over de her nævnte, findes diverse mere alvorlige medfødte deformiteter.

Test din fod
Læg et stykke papir på badeværelsesgulvet, og tag et skridt på det med våde fødder. Aftrykket afslører din fods form. Fedt og muskler under foden kan dog snyde lidt, så tag forbehold.

Abefoden

– har øget mobilitet af 1. mellemfodsknogle og storetå, stor afstand mellem 1. og 2. mellemfodsknogle og som regel en bred forfod, hvor storetåen ”stritter” indad. Dette kan medføre en øget belastning på ledhovederne under de øvrige mellemfodsknogler.

Bondefoden

– har næsten ens længde af alle mellemfodsknoglerne, dvs. tæerne starter på en næsten lige linje. Dette er en stærk fod ved næsten alle former for belastning.

Den græske fod

– har en relativt lang 2. og 3. mellemfodsknogle i forhold til 1. og 5. knoglerne (sv.t. store- og lilletå). Dette kan medføre smerter og overbelastning af forfoden.

Den ægyptiske fod

– har en relativt lang 1. mellemfodsknogle i forhold til de centrale knogler, hvilket kan medføre smerter i storetåens grundled og disponere til stivhed i dette led.

Forfodsplatfoden

– karakteriseres af en affladet, ofte lidt bred forfod med øget belastning på ledhovederne under tæernes grundled. Forfodsplatfod vil hyppigt være en følge af andre lidelser i foden eller af aldersforandringer i form af svækkede muskler og ledbånd i foden. Udvikling af hammertæer eller ligtorne under forfoden er almindeligt.

Modelfoden

– er lang og slank med aftagende længde af mellemfodsknoglerne fra 1. til 5. stråle. Dette er generelt en svag fod til de fleste aktiviteter, og den er dårligt egnet til belastninger med spring og længere løb.

Hulfoden, også kaldet høj vrist

– karakteriseres af at hælknoglen står relativt stejlt, og den mellemste del af foden er ubelastet eller belastes kun i ringe grad. Hælen vil ofte være indaddrejet og forfoden falde indad (være proneret), dvs. storetåens grundled er presset nedad. Endvidere tendens til krumme tæer og en stram akillessene. Personen vil typisk være forfodsløber, og som barn muligvis tågænger. Ved hulfod overbelastes hælens fedtpude, ledbånd, muskler og sener i svangen. Dette kan medføre gener som irritation i svangsenen, skinnebensbetændelse, smerter under hælen og akillesseneproblemer.

Platfoden

– er karakteriseret ved en flad indre svang, som belastes ned mod underlaget. Der skelnes mellem den mobile platfod med normal led-bevægelighed og den stive rigide platfod. Den mobile platfod kan redresseres, dvs. passivt eller aktivt bringes på plads. Står personen f. eks. på tæer, udvikles en normal bue i svangen. Den stive rigide platfod kan ikke bringes på plads, idet leddene er stive, muligvis på grund af slidgigt i et eller flere led, eller med risiko for at udvikle dette. Den redresserbare platfod er generelt en stærk fod, men disponerer til øget belastning på de små led i foden, ledbånd, muskler og sener og kan med tiden give gener som slidgigt i de små led, skinnebensbetændelse og akillesseneproblemer.