Fysioterapeuten og din fod
![]() |
Et led er konstrueret til at være i midtstilling. Der er det stærkest og stabilt. Fysioterapeuten vurderer, om dine led er i midtstilling i forskellige positioner af din krop. Hvis et led i kroppen er i ubalance, påvirker det resten af kroppen. Et led i ubalance kan være en del af dit smertebillede.
Undersøgelse
Under dit første besøg hos en fysioterapeut bliver du spurgt om, hvornår du har problemer med din fod eller dine fødder, og hvordan det påvirker din hverdag.
Fysioterapeuten bemærker, hvordan du står og går, og hvordan du bevæger dine fødder. Og fysioterapeuten undersøger dine fødder, mens du sidder eller ligger på en briks.
Fysioterapeuten vurderer bevægeligheden i dine fødders led, din måde at bevæge dig på samt din muskelstyrke, koordination og balance i foden.
Behandling og træning
Undersøgelsen danner grundlag for den videre behandling, som for eksempel kan bestå af:
- Ledmobilisering/ledmanipulation: Nogle gange foregår det ved at give dig et knæk i det led, som bliver behandlet, andre gange ved at udspænde og dermed afspænde spændte og smertefulde muskler.
- Massage
- Øvelsesterapi
- Individuelt tilpasset træningsprogram
Behandlingen kan både foregå på en behandlingsbriks, på en træningsmåtte i et lukket behandlingsrum eller i et træningslokale.
Det er muligt, du kan få tilskud til fysioterapi. Læs mere om Behandling hos praktiserende fysioterapeut
Sidst opdateret 17-11-2011



