Reaktiv gigt
Reaktiv gigt er en ledsygdom, som opstår under eller få uger efter en infektion, hyppigst i urinvejene (symptom: evt. svien ved vandladning) eller i mavetarmkanalen (symptom: evt. diare)Sygdommen har visse fælles karaktertræk med psoriasisgigt, Morbus Bechterew og tarmgigt, herunder hyppigere forekomst af vævstypen HLA-B27 end hos raske.
Reaktiv gigt benævnes af og til Reiter's syndrom eller Reiter's sygdom.
Reaktiv gigt hører desuden til gruppen af kroniske gigtsygdomme, som man kalder spondylartropatier.
Betændelse i forbindelse med infektion kan skyldes en reaktion i kroppens forsvarssystem (immunsystemet), som er sat i gang af infektionen og viser sig ved gigtbetændelse i leddene.
Men i de fleste tilfælde udspilles infektionen et andet sted end i leddene (f.eks. tarm- eller urinrørsinfektion).
Gigtbetændelsen i leddene er altså uden tilstedeværende mikroorganismer (d.v.s. f.eks. bakterier) og kaldes reaktiv gigt.
Reaktiv gigt og infektion
Reaktiv gigt opstår under eller umiddelbart efter en infektion. Oftest er der tale om infektion i tarmen eller urinvejene med bakterier og lignende mikroorganismer (Salmonella, Campylobacter, Yersinia og Klamydia).
Gigten omfatter oftest ledbetændelse af de store led på arme og ben (hyppigt ankler og knæ).
Undertiden er sacroiliacaleddene og hvirvelsøjlen også angrebet.
Der kan være en række andre symptomer fra forskellige områder af kroppen:
- Urinrørsbetændelse
- Øjenbetændelse
- Hududslæt
- Sår i mundhulen
- Betændelse af senetilhæftninger til knoglerne (f.eks. i hælen)
- Hjerte- og hjerteklapbetændelse
Forløbet er i de fleste tilfælde godartet.
Sygdommen aftager ofte inden for få uger/måneder, hvorefter man er helt rask uden sygdomsfølger.
I nogle tilfælde kan forløbet være længerevarende, idet omkring halvdelen af de sygdomsramte kan få tilbagevendende symptomer.
I nogle tilfælde kan man forud for reaktiv gigt have haft infektion, som ikke har givet symptomer.
Ved Klamydia infektion behandles med antibiotika, fordi dette kan afkorte gigtsygdomsvarigheden op til 50%.
Oftest vil sygdommen have et kortvarigt forløb af op til få måneders varighed, men i nogle tilfælde forekommer langvarige symptomer. I svære tilfælde med utilstrækkelig effekt af ovennævnte lægemidler kan supplerende overvejes behandling med et biologisk lægemiddel af typen TNF-hæmmer.




