Gigtforeningen

http://gigtforeningen.dk » Viden om gigt » Diagnoser » Raynauds syndrom

Raynauds syndrom

Raynauds syndrom er betegnelsen for nedsat blodforsyning til fingre og/eller tæer. Disse symptomer kommer i anfald.

Den nedsatte blodforsyning viser sig ved farveskift. I starten af anfaldet er fingrene og/eller tæerne blege, herefter får de en blålig farve, og til sidst rødmer de.

Farveskiftet kan være ledsaget af prikkende, stikkende ubehag eller smerter.

Forekomst

Raynaud syndrom forekommer i en primær form, som er almindelig i et køligt, fugtigt klima som i Danmark, hvor ca ¼ af befolkningen har oplevet denne type symptomer – oftest i mild grad.

Desuden forekommer Raynaud syndrom ved bindevævs- og ledsygdomme, som f.eks. sklerodermi (hos ca. 100 % af patienterne), SLE og MCTD – her er symptomerne oftest betydeligt mere udtalte.

Årsag

Spasmer (sammentrækninger) i fingrenes/tæernes blodkar er årsagen til primært Raynauds syndrom.

Raynauds syndrom findes desuden i en betydelig mere sjælden sekundær form, som et symptom ved bindevævssygdomme, herunder især sklerodermi og MCTD (Mixed Connective Tissue Disease).

I disse tilfælde er der ikke kun tale om spasmer i blodkarrene, men også om en fortykkelse af blodkarvæggen, som forsnævrer blodkarret og derved hindrer  blodtilførslen.

Symptomer

Raynauds syndrom (også kaldet Raynauds fænomen) er betegnelsen for anfaldsvis optræden af kolde/hvide fingre og tæer.
Oftest er det kulde, der udløser et anfald, hvor fingrene bliver hvide og derefter blåligt/røde.

Men også stress (psykiske faktorer) kan sætte et anfald i gang.
Det er almindeligt forekommende og ses i mere eller mindre udtalt grad hos cirka 10% af voksne kvinder - og kaldes da primært Raynauds syndrom.

Farveændringerne i fingre og tæer kan være ledsaget af ubehag (smerter, trykken) og kan kompliceres med sårdannelse.

Medicin

Man kan anvende følgende lægemidler:

Nitroglycerin-salve eller plastre, som ofte har en effektiv, men kortvarig virkning.

Karudvidende lægemidler af typen kalcium-blokkere, som kan lindre i en del tilfælde. Et eksempel er Diltiazem salve.

Behandling af sekundært Raynauds syndrom er ofte vanskelig (blandt andet fordi der kan opstå sår) og er rettet mod årsagen til blodkar-forsnævringen.
Hvis der er tale om gigtbetændelse i blodkarvæggen (vaskulitis), kan der være behov for behandling med binyrebarkhormon og andre betændelses-dæmpende lægemidler. Dette er en specialistopgave.

Sidst opdateret 19-07-2010