Behandling af psoriasisgigt – medicin og andre behandlingsformer

Psoriasisgigt er en inflammatorisk (betændelsesagtig) gigtsygdom, der ikke kan kureres. Men den kan behandles med medicin, der kan dæmpe betændelsen og lindre symptomerne.

Når du får diagnosen psoriasisgigt, vil du komme i behandling med medicin. Den medicinske behandling kan ikke helbrede dig, men den kan dæmpe betændelsen i dine led og lindre dine smerter.

Psoriasisgigt skal behandles medicinsk af en speciallæge (reumatolog).

Har du for nylig fået diagnosen psoriasisgigt? Få viden og værktøjer i vores univers 'Ny med gigt'

Der kan være stor forskel på, hvordan sygdommen viser sig, og hvordan den udvikler sig. Det kan derfor være vanskeligt på forhånd at vide, præcis hvilken medicin der er bedst for netop dig, og det er ikke usædvanligt, at man må prøve sig frem, før man finder den mest effektive behandling.

  • Medicinsk behandling af psoriasisgigt

    Der findes flere midler til behandling af inflammatoriske gigtsygdomme som psoriasisgigt:

    • Hurtigtvirkende betændelsesdæmpende midler – NSAID og binyrebarkhormon.
    • Langsomtvirkende betændelsesdæmpende midler (hvor methotrexat er lægens 1. valg).
    • Biologiske midler.
    • Smertestillende midler.

    Vær opmærksom på: Alle lægemidler er angivet med generisk stofnavn – og dermed ikke handelsnavn, da de disse ofte ændres.

    Hurtigtvirkende betændelsesdæmpende midler

    De hurtigtvirkende betændelsesdæmpende lægemidler gives for at få gigtbetændelsen under kontrol med det samme – og ofte sammen med langsomtvirkende medicin, som først virker efter nogle måneder.

    NSAID

    En del mennesker med psoriasisgigt har et mildt sygdomsforløb, hvor kun et enkelt eller ganske få led angribes af betændelse. Hører du til denne gruppe, vil du formentlig kunne klare dig med betændelsesdæmpende, smertestillende medicin – såkaldte gigtpiller eller NSAID-præparater.

    NSAID er en forkortelse for Non-Steroide Anti-Inflammatoriske Drugs. Det vil sige, at de ikke indeholder binyrebarkhormon, men alligevel har en vis dæmpende virkning på betændelsen i leddet. Indholdsstofferne kan være ibuprofen eller naproxen.

    Medicinen virker inden for få dage og viser sig ved mindre morgenstivhed og færre smerter, og har du feber, dæmpes også den.

    Læs mere om NSAID

    Binyrebarkhormon

    Et af de kraftigst virkende betændelseshæmmende midler med binyrebarkhormon er prednisolon. Det virker i løbet af 1-2 døgn, og det føles ofte som en stor lettelse, at smerterne aftager, ledhævelsen falder, og stivheden i leddene mindskes. Prednisolon bliver i nogle tilfælde ordineret som tabletter, men for det meste gives stoffet som indsprøjtning direkte i et led eller en muskel.

    Læs mere om binyrebarkhormon

    Langsomtvirkende betændelsesdæmpende midler

    Hvis du har gigtbetændelse i flere led og sener, og de er hævede og gør ondt, vil du formentlig blive sat i en behandling, der svarer til den, der ordineres ved leddegigt. Den består som regel af en kombination af to typer betændelsesdæmpende lægemidler: et langsomtvirkende og et hurtigtvirkende.

    De langsomtvirkende lægemidler har ofte først effekt efter et par måneders konstant brug. Langsomtvirkende lægemidler hæmmer på langt sigt betændelsen i leddene og forstyrrelser i immunsystemet. Erfaringen viser, at disse stoffer kan give færre ømme og hævede led. Stofferne, som omfatter methotrexat, leflonumid og sulfasalazin, har alle en hæmmende virkning på betændelsesceller.

    Læs mere om langsomtvirkende betændelsesdæmpende lægemidler

    Biologiske lægemidler

    Hvis du ikke har god effekt af den ovennævnte traditionelle medicinske behandling, eller hvis bivirkningerne er for kraftige, vil din læge vurdere, om behandling med biologiske lægemidler kan være en mulighed.

    Førstevalget her er en TNF-hæmmer, andre muligheder kan være IL-17, IL-23-hæmmere (f.eks. secukinumab, ixekizumab), fosfodiesterase-hæmmer (apremilast).

    Læs mere om biologiske lægemidler

    Smertestillende lægemidler

    De fleste mennesker med psoriasisgigt har brug for smertestillende medicin sideløbende med behandlingen med betændelsesdæmpende lægemidler. Simple smertestillende midler omfatter bl.a. præparater med indholdsstoffet paracetamol. Det har få bivirkninger, hvis du nøjes med op til 3-4 g i døgnet. Paracetamol fås i håndkøb (Pamol, Panodil, Pinex), men er billigere på recept.

    Kodein og tramadol er receptpligtige lægemidler. De kan virke sløvende og er derfor uforenelige med blandt andet bilkørsel. Du skal også være forsigtig med samtidig at tage sovemidler, beroligende midler eller drikke alkohol.

    Læs mere om smertestillende medicin

    NSAID (f.eks. ibuprofen og naproxen) er en forkortelse for Non-Steroide Anti-Inflammatoriske Drugs. De har en både smertestillende og betændelsesdæmpende effekt, men har også flere bivirkninger end de simple smertestillende midler.

    Læs mere om NSAID

  • Ikke-medicinsk behandling af psoriasisgigt

    Ud over medicinsk smertebehandling kan også fysio- og ergoterapi og en øget bevidsthed om, hvordan du prioriterer de daglige gøremål, hjælpe dig til at håndtere smerterne.

    Få gode råd om håndtering af smerter

    Endelig findes der en række behandlingsmetoder, der kan lette dine smerter uden ellers at påvirke udviklingen af gigten. Mange bruger f.eks. afspænding til at lindre og forebygge muskelsmerter – en fysioterapeut kan vejlede dig i forskellige metoder.

    Læs mere om fysioterapeutisk behandling

    Læs om forskellige afspændingsteknikker

    Kend dine rettigheder og muligheder

  • Alternative behandlingsmetoder

    Alternativ behandling og psoriasisgigt

    Gigtforeningen bliver kontaktet af mange mennesker med gigt, der gerne vil vide, om nogle bestemte alternative behandlingsformer mon kan hjælpe dem.

    Få viden og råd om alternativ behandling

Senest opdateret 20.03.2024