Muskelgigt og kæmpecelle-karbetændelse
Muskelgigt og kæmpecelle-karbetændelse er beslægtede gigtsygdomme, som rammer ældre (oftest >60 år).
Kæmpecelle-karbetændelse er karakteriseret ved, at der dannes betændelse i blodkarrene.
Vaskulitter
Muskelgigt og kæmpecelle-karbetændelse (arteritis temporalis) betragtes som to varianter af samme sygdom. Kæmpecelle-karbetændelse tilhører gruppen af vaskulitter, en stor gruppe sygdomme, som har det fælles, at der opstår en kronisk betændelse i blodkarrene.
Vaskulitterne grupperes efter, hvilke blodkar der er ramt: De store, de mellemstore eller de små. Ved kæmpecelle-karbetændelse er det de store blodkar, der angribes.
De to sygdomme har mange sygdomstegn og symptomer fælles, men mens kæmpecelle-karbetændelse kan komme akut med symptomer fra især hoved og hals, udvikler muskelgigt sig ofte mere snigende med muskelsmerter især i nakke/skulderåg og sæde/lår.
Symptomerne bagatelliseres ofte som almindelige alderstegn, som træthed, øget behov for hvile og søvn samt vægttab.
Behandlingen er for det meste meget effektiv, så symptomerne kan holdes nede.