Gigt og alternativ behandling
Gigtpatienter er særligt udsatte
Mange mennesker med gigt vil ofte modtage behandling med receptpligtig medicin – afhængig af diagnosen. Samtidig brug af flere lægemidler øger risikoen for potentielle interaktioner. Det gælder også visse naturlægemidler og kosttilskud. Når man blander mange forskellige præparater øges risikoen for, at de påvirker hinanden på uheldig vis. Jo flere præparater, man indtager jo større er risikoen.
Da personer med gigt oftere end den almene befolkning vil gennemgå et kirurgisk indgreb, er der endvidere højere risiko for flere komplikationer i forbindelse med operation, hvis de samtidig anvender naturpræparater omkring operationstidspunktet. Alt i alt er gigtpatienter en sårbar gruppe. Det er derfor særdeles relevant, at mennesker med gigt indgår i en dialog med lægen vedrørende deres brug af naturpræparater.
Da brug af kosttilskud og naturlægemidler kan indebære visse risici, hvis man bl.a. blander dem med den konventionelle medicin, er det vigtigt, at gøre sin læge bekendt med samtlige præparater, man end måtte indtage. Også selvom det kan synes ubetydeligt, eller du er bange for lægens reaktion.
Fortæl derfor altid lægen, hvis du bruger eller for nylig har brugt anden form for medicin. Det gælder såvel medicin på recept, håndkøbsmedicin og præparater inden for naturlægemidler, stærke vitamin- og mineralpræparater og kosttilskud. Modsat er det vigtigt, at lægen spørger ind til brugen.
Du skal fortælle og din læge skal spørge
Det er altid en god ide at konsultere sin læge, inden man bruger kosttilskud, naturlægemidler og stærke vitamin- og mineralpræparater. Visse grupper af personer skal være særligt opmærksomme på bivirkninger og risici, og indgå i dialog med sin læge:
- Børn
- Gravide og ammende
- Personer, der står over for en operation (pga. risiko for eks. øget blødningstendens)
- Personer, der lider af en bestemt sygdom (eks. for højt blodtryk)
- Personer, der bliver behandlet med bestemte lægemidler, der ikke er forenelige med det pågældende naturlægemiddel (eks. blodfortyndende medicin)
Sådanne oplysninger vil fremgå af indlægssedlen på naturlægemidler og stærke vitamin- og mineralpræparater, der reguleres af Sundhedsstyrelsen. Modsat naturlægemidler og stærke vitamin- og mineralpræparater, er der på kosttilskud ofte ikke informationer om, hvilke tilstande tilskuddet kan anvendes mod. Og hvad værre er; ofte står det ikke anført på produktet, hvorvidt der er bivirkninger ved at anvende produktet, og hvorvidt der er visse grupper af mennesker, der ikke må anvende det.
- Få stillet en diagnose og vælg behandling herefter. Vær opmærksom på, at der er tale om symptombehandling – ikke helbredelse
- Den konventionelle behandling kan sjældent erstattes
- Vær opmærksom på, at selv lettere symptomer kan skyldes mere alvorlige sygdomme. Hvis man er i tvivl, bør man altid konsultere sin læge, der således kan udelukke andre årsager til symptomerne
- Prøv blot ét præparat eller én behandling ad gangen. Ellers kan det være svært, at finde frem til det, der rent faktisk virker
- Tal med din læge. Spørg bl.a. ind til, hvorvidt den alternative behandling kan påvirke din sygdom eller den medicin, du tager. Brugen af kosttilskud og naturlægemidler bør endvidere drøftes med den læge, der vejleder i forbindelse med en operation. Medbring i alle tilfælde præparaterne i original emballage
- Vær opmærksom på bivirkninger. Stop med brugen, hvis du registrerer en uønsket virkning. Ved bivirkninger oplevet i forbindelse med brug af hhv. naturlægemidler og stærke vitamin- og mineralpræparat bør disse rapporteres til Sundhedsstyrelsen. Fortæl din læge om dine oplevelser. Lægen kan hjælpe dig med at rapportere en uønsket bivirkning, eller du kan gøre det selv på www.meldenbivirkning.dk
- Ved naturlægemidler og stærke vitamin- og mineralpræparater er der vedlagt en indlægsseddel. Denne bør altid læses grundigt igennem før brug
- Undersøg om der er dokumentation for virkning og sikkerhed ved brugen






