Print
Forstør teksten Læs teksten op

Magnetterapi og magnetarmbånd

Ved magnetterapi placeres folk i et såkaldt magnetfelt.

Der skelnes mellem permanente og pulserende magnetfelter.
Ved pulserende magnetterapi gøres brug af vekselstrøm for at skabe et såkaldt pulserende elektromagnetisk felt.
Permanente eller statiske magneter anvendes især i magnetsengetøj, der består af folie som er syet ind i madrasser, dyner eller tæpper.

Endvidere kan armbånd og bandager indeholde sådanne permanente magnetfelter.
Virkning ved slidgigt
Forskere fra det velansete Cochrane Center har foretaget en analyse af videnskabelige undersøgelser, der har undersøgt virkningen af pulserende magnetterapi på slidgigt. Den tilgængelige videnskabelige dokumentation antyder, at behandling med pulserende magnetfelter måske kan have en vis smertelindrende virkning ved slidgigt i knæ. Denne observerede effekt er dog ikke stor nok til, at det har nogen væsentlig praktisk betydning for den enkelte.

Blot et fåtal af videnskabelige undersøgelser var af tilstrækkelig god kvalitet til at blive inddraget i analysen. På baggrund af den begrænsede videnskabelige litteratur af god kvalitet kunne forskerne således ikke vurdere, hvorvidt antallet af behandlinger, længden af behandling og frekvens havde betydning for virkningen af magnetterapi.

Forskerne anbefaler, at der foretages flere videnskabelige undersøgelser af god kvalitet for at af- eller bekræfte hvorvidt den observerede mindre effekt af pulserende magnetterapi på slidgigt kan have nogen væsentlig virkning for den enkelte slidgigtpatient. Det er således for tidligt at drage endelige konklusioner for, hvorvidt magnetterapi virker mod slidgigt eller ej. I en offentlig rapport, udarbejdet af canadiske eksperter, konkluderes tillige, at der mangler yderligere forskning med større studier af god kvalitet førend, det kan sluttes hvorvidt pulserende magnetterapi virker mod smerter relateret til slidgigt.

Der er siden hen gennemført og publiceret klinisk kontrollerede undersøgelser. En af disse fandt, at behandling med pulserende magnetterapi gavnede personer med slidgigt i knæ i form af, at de bl.a. opnåede en bedret fysisk funktionsevne samt en højere gang hastighed sammenlignet med de personer, der modtog snydebehandling. Dog kunne der ikke påvises en direkte smertelindrende effekt af behandling med magnetterapi.

Magnetarmbånd

Et nyere kontrolleret lodtrækningsforsøg har undersøgt virkningen af magnetarmbånd på smerter ved slidgigt i hofte og knæ. Her konkluderer forfatterne, at smerter relateret til slidgigt i hofter og knæ blev reduceret hos den gruppe, der bar magnetarmbånd i 12 uger. De konkluderer dog yderligere, at der ikke er sikkerhed for, hvorvidt der er tale om en reel effekt eller blot en placebo-effekt. Der er således behov for yderligere studier, der undersøger virkningen af magnetarmbånd på smerter ved slidgigt.

Virkning ved fibromyalgi

Der er foretaget 2 kontrollerede lodtrækningsforsøg, hvor virkningen af statisk magnetterapi på fibromyalgi er blevet undersøgt. Det ene studie, hvori der deltog 25 kvinder med fibromyalgi fandt, at personer med fibromyalgi opnåede smertelindring og forbedring af søvn ved at sove på madrasser med permanente magneter over en periode á 16 uger. Modsat fandtes i et andet studie, hvor 119 personer med fibromyalgi deltog, at de personer der modtog behandling med statisk magnetterapi i 6 måneder ikke bedrede deres funktionsniveau eller reducerede antallet og intensiteten af ømme punkter (tender points) sammenlignet med de personer, der ikke blev behandlet med magnetterapi. Dog fandtes, at de personer der sov på madrasser med permanente magneter oplevede en mindsket smerteintensitet sammenlignet med de andre grupper.

Der er således tale om modsatrettede resultater, og forskerne kender endnu ikke effekten af statisk magnetterapi på fibromyalgi. Der skal foretages flere videnskabelige undersøgelser af god kvalitet, førend der kan drages endelige konklusioner.

Debatten vedr. sikkerheden af magnetiske felter i forhold til effekt på udvikling af cancer er fortsat uafklaret.

Dog synes eksponering for magnetfelter ved lav intensitet over kort tid at være sikker.

Visse grupper må dog ikke benytte magnetterapi (se Gode råd og advarsler).

Følgende personer må ikke behandles med magnetterapi:

  • Personer med indopereret pacemaker
  • Muligvis personer med cancer
  • Muligvis gravide kvinder

  1. Hulme J, Robinson V, DeBie R, Wells G, Judd M, Tugwell P. Electromagnetic Fields for the Treatment of osteoarthritis (Cochrane Review). In: The Cochrane Library, Issue 1, 2004. Chichester, UK: John Wiley & Sons, Ltd. (Artiklen kan findes ved at søge direkte fra Det Nordiske Cochrane Center på www.cochrane.dk eller via hjemmesiden www.vifab.dk).
  2. Agence d`Evaluation des technologies et des modes d´Intervention en Santé (AETMIS). Pulsed signal therapy and the treatment of osteoarthritis. Report prepared by Alicia Framarin. (AETMIS 01-02-RE). Montréal: AETMIS, 2001, xiii-33 p. Rapporten kan downloades her (pdf)
  3. Nicolakis P, Kollmitzer J, Crevenna R, Bittner C, Erdogmus CB, Nicolakis J. Pulsed magnetic field therapy for osteoarthritis of the knee – a double-blind sham-controlled trial. Wien Klin Wochenschr 2002; 114(15-16): 678-84. (Abstract (resumé) af artiklen kan læses via dette link)
  4. Trock DH. Electromagnetic Fields and Magnets. Investigational treatment for Musculoskeletal Disorders. Rheum Dis Clin North Am 2000; 26(1): 51-62. (Abstract (resumé) af artiklen kan læses via dette link)
  5. Harlow T, Greaves C, White A, Brown L, Hart A, Ernst E. Randomised controlled trial of magnetic bracelets for relieving pain in osteoarthritis of the hip and knee. BMJ 2004; 329: 1450-1454.
  6. Alfano AP, Taylor AG, Foresman PA, Dunkl PR, McConnell GG, Conaway MR, Gillies GT. Static Magnetic Fields for Treatment of Fibromyalgia: A Randomized Controlled Trial. Journal of Alternative & Complementary Medicine 2001; 7(1): 53-64. (Abstract (resumé) af artiklen kan læses via dette link)
  7. Colbert AP, Markov MS, Banerji M, Pilla AA. Magnetic mattress pad use in patients with fibromyalgia: a randomized double-blind pilot study. Journal of Back and Musculoskeletal Rehabilitation 1999; 13(1): 19-31. (Abstract (resume) af artiklen er ikke tilgængeligt on-line).

Sidst opdateret 22-07-2010
Gigtforeningen er …
en sygdomsbekæmpende forening. Vi arbejder for bedre vilkår for 700.000 danskere med ondt i led, ryg og muskler.
Gennem videndeling, behandling og forskning er vi med til at gøre en forskel for mennesker med gigt.
Gigtforeningen
Gentoftegade 118
2820 Gentofte
Telefon 39 77 80 00
Man-tor 9-16, fre 10-15
Mail til Gigtforeningen

Gigtforeningens rådgivning hjælper dig med svar og gode råd:

Ring 39 77 80 80
Man-tor 9-16, fre 10-15

Eller skriv til brevkassen