Print
Forstør teksten Læs teksten op

Ugifte samlevendes arveretlige stilling

Der findes i dag ca. 290.000 ugifte samlevende par, og knap 100.000 af disse har børn sammen. Særligt for de par, som har børn, kan det medføre alvorlige økonomiske konsekvenser for den længstlevende samlevers muligheder for at sikre barnets fremtidige forsørgelse, hvis ikke parterne har sikret hinanden gennem forsikrings- og pensionsordninger samt testamente.

Der er fortsat ingen legal arveret for ugifte samlevende, og disse bør derfor overveje at oprette testamente.
Fra 1. januar 2008 har ugifte samlevende nu mulighed for at oprette et udvidet samlevertestamente, hvis

  1. parterne opfylder betingelserne for at kunne indgå ægteskab - dvs. ikke er søskende, ikke i forvejen er gift - eller sidder i uskiftet bo,
  2. ikke har oprettet et andet samlevertestamente til fordel for en anden samlever.
Dette testamente er kun gyldigt, hvis parterne på tidspunktet for den førstafdødes død levede sammen på fælles bopæl og

  1. ventede, havde eller havde haft et fælles barn eller
  2. havde levet sammen i et ægteskabslignende forhold i de sidste to år.
En fælles bopæl anses ikke for ophørt ved midlertidigt ophold i en anden bolig eller institution f.eks. ældrebolig eller plejehjem.

Et udvidet samlevertestamente giver mulighed for, at parterne helt eller delvist skal arve hinanden, som var de ægtefæller. Dette indebærer bl.a.:

  • Legal arveret til halvdelen af afdødes formue, hvis afdøde efterlader sig livsarvinger – og ellers til hele formuen*.
  • Ret til forlods udtagelse af genstande, der udelukkende tjener til personligt brug.
  • Ret til suppleringsarv 650.000 kr. (2011).
  • Udtagelsesret inden for arvelodden.
  • Fordeling af arven efter reglerne om svogerskabsarv.
  • Ret til at overtage fælles bolig mv. til vurderingssummen.
  • Samme regler for længstlevendes testationskompetence, hvis der er truffet bestemmelse om arvens fordeling ved den længstlevendes død.
*Hvis betingelserne for at oprette et udvidet samlevertestamente er opfyldt, kan sam-leveren begunstiges med op til 7/8 af formuen.

Men et udvidet samlevertestamente giver ikke:
  • Tvangsarveret.
  • Fælleseje og mulighed for uskiftet bo.
  • Afgiftsfritagelse.
  • Mulighed for ægtefælleudlæg efter dødsboskifteloven eller forenklet privat skifte.
Et udvidet samlevertestamente bortfalder, hvis parterne indgår ægteskab med hinanden, eller hvis en part indgår ægteskab med en anden.

Sidst opdateret 18-01-2011
Gigtforeningen er ...
en sygdomsbekæmpende forening. Vi arbejder for bedre vilkår for 700.000 danskere med ondt i led, ryg og muskler.
Gennem forebyggelse, behandling og forskning er vi med til at gøre en forskel for mennesker med gigt.
Find os på Facebook Find os på Facebook
Gigtforeningen
Gentoftegade 118
2820 Gentofte
Telefon 39 77 80 00
Man-tor 9-16, fre 10-15
Mail til Gigtforeningen


Gigtforeningens rådgivning hjælper dig med svar og gode råd:

Ring 39 77 80 80
Man-tor 9-16, fre 10-15

Skriv til brevkassen