Testamentets indhold
Hvis en afdød person ikke har oprettet testamente, vil arven blive fordelt efter arveloven, uanset om denne fordeling afviger fra, hvad den enkelte måtte have af individuelle ønsker.
Et testamente er derfor en relevant - og for mange afgørende - mulighed for at få indflydelse på fordelingen og anvendelsen af den efterladte formue. Alle, uanset om de har tvangsarvinger eller ej, bør forholde sig til, om de skal oprette testamente. Et testamente er en hilsen til fremtiden, som samtidig er udtryk for ansvarlighed og betænksomhed overfor de efterladte.
De personer, der ikke efterlader tvangsarvinger, kan naturligvis råde over hele deres formue. Disse personer har fuld testationskompetence.
Hvis man ønsker, at de efterladte værdier skal fordeles i overensstemmelse med arveloven, dvs. at arven fordeles til slægten eller staten, vil det ikke være nødvendigt at oprette testamente.
Ønsker man imidlertid, at formuen skal fordeles til andre end slægten eller staten, eller ønsker man at bestemme over modtagerens anvendelse af arven, vil det være nødvendigt at oprette testamente.
Testationskompetencen for de personer, som har tvangsarvinger er med den nye arvelov forøget fra 1/2 til 3/4. Personer, som har tvangsarvinger kan således råde over 75 % af deres formue.
I det følgende opregnes en række situationer, hvor det for nogle vil eller kan være relevant at oprette testamente:
Et testamente er derfor en relevant - og for mange afgørende - mulighed for at få indflydelse på fordelingen og anvendelsen af den efterladte formue. Alle, uanset om de har tvangsarvinger eller ej, bør forholde sig til, om de skal oprette testamente. Et testamente er en hilsen til fremtiden, som samtidig er udtryk for ansvarlighed og betænksomhed overfor de efterladte.
De personer, der ikke efterlader tvangsarvinger, kan naturligvis råde over hele deres formue. Disse personer har fuld testationskompetence.
Hvis man ønsker, at de efterladte værdier skal fordeles i overensstemmelse med arveloven, dvs. at arven fordeles til slægten eller staten, vil det ikke være nødvendigt at oprette testamente.
Ønsker man imidlertid, at formuen skal fordeles til andre end slægten eller staten, eller ønsker man at bestemme over modtagerens anvendelse af arven, vil det være nødvendigt at oprette testamente.
Testationskompetencen for de personer, som har tvangsarvinger er med den nye arvelov forøget fra 1/2 til 3/4. Personer, som har tvangsarvinger kan således råde over 75 % af deres formue.
I det følgende opregnes en række situationer, hvor det for nogle vil eller kan være relevant at oprette testamente:
I familier med sammenbragte børn (”dine-mine-vore-børn”) vil der ofte være behov for at beslutte, hvorledes der skal forholdes, når den ene ægtefælle afgår ved døden.
Længstlevende ægtefælle vil kunne overtage fællesboet til hensidden i uskiftet bo med fællesbørn, men alene med samtykke fra myndige særbørn. Mange vælger i denne situation at mestbegunstige længstlevende ægtefælle, kombineret med en uigenkaldelig forpligtelse for længstlevende til at begunstige førstafdødes børn - eventuelt med en bestemmelse om, at den arv, som eventuelt måtte blive udbetalt efter førstafdødes død (f.eks. fordi der ikke gives samtykke til uskiftet bo) skal fragå den arv, som senere kommer fra længstlevende. Ægtefællernes testationskompetence anvendes til at begunstige hinanden og ligestille sammenbragte børn.
Ægtefæller med børn kan testere over 3/4 af deres bo til fordel for den længstlevende, som dermed modtager 7/8 af boet. Er der formuefællesskab, vil længstlevende udtage 1/2 af boet som sin egen boslod, hvorved længstlevende tillægges i alt 15/16 af boet:
Testamente - ny arvelov
(Ved at begunstige ægtefællen mest muligt, kunne den længstlevende ægtefælle efter den tidligere gældende arvelov i alt udtage 10/12 (eller 5/6) af fællesboet).
Har ægtefællerne ved ægtepagt oprettet kombinationssæreje om ejendele i lige sameje, kan længstlevende ved testamente tillægges i alt 31/32 af disse ejendele. Nogle ægtefæller vælger denne løsning, hvis de ønsker at begrænse en eller flere børns arv til tvangsarven.
Parter med sammenbragte børn og fællesbørn bør stadig overveje at oprette testamente.
Længstlevende ægtefælle vil kunne overtage fællesboet til hensidden i uskiftet bo med fællesbørn, men alene med samtykke fra myndige særbørn. Mange vælger i denne situation at mestbegunstige længstlevende ægtefælle, kombineret med en uigenkaldelig forpligtelse for længstlevende til at begunstige førstafdødes børn - eventuelt med en bestemmelse om, at den arv, som eventuelt måtte blive udbetalt efter førstafdødes død (f.eks. fordi der ikke gives samtykke til uskiftet bo) skal fragå den arv, som senere kommer fra længstlevende. Ægtefællernes testationskompetence anvendes til at begunstige hinanden og ligestille sammenbragte børn.
Ægtefæller med børn kan testere over 3/4 af deres bo til fordel for den længstlevende, som dermed modtager 7/8 af boet. Er der formuefællesskab, vil længstlevende udtage 1/2 af boet som sin egen boslod, hvorved længstlevende tillægges i alt 15/16 af boet:
Testamente - ny arvelov
|  |
(Ved at begunstige ægtefællen mest muligt, kunne den længstlevende ægtefælle efter den tidligere gældende arvelov i alt udtage 10/12 (eller 5/6) af fællesboet).
Har ægtefællerne ved ægtepagt oprettet kombinationssæreje om ejendele i lige sameje, kan længstlevende ved testamente tillægges i alt 31/32 af disse ejendele. Nogle ægtefæller vælger denne løsning, hvis de ønsker at begrænse en eller flere børns arv til tvangsarven.
Parter med sammenbragte børn og fællesbørn bør stadig overveje at oprette testamente.
Længstlevende ægtefælle vil, som det er meningen, kunne bruge af formuen. Men har ægtefællerne ved et fælles testamente truffet bestemmelse om arvens fordeling efter den længstlevendes død, som den længstlevende ikke kan tilbagekalde, dvs. at testamentet er uigenkaldeligt, kan den længstlevende ægtefælle ikke tilsidesætte denne bestemmelse ved:
Den nye arvelov indeholder også bestemmelser om længstlevendes testationskompetence, når ægtefællerne har oprettet et fælles testamente. Bestemmelserne omfatter både gensidige testamenter og fælles testamenter, hvor ægtefællerne ikke gensidigt indsætter hinanden til at arve.
Har ægtefællerne ved en fælles testamentarisk disposition truffet bestemmelse om, hvordan arven skal fordeles ved længstlevendes død, kan den længstlevende som udgangspunkt råde over friarven i boet efter længstlevende (men følgelig med respekt af tvangsarvereglerne).
Udgangspunktet er således, at længstlevende med respekt af tvangsarvereglerne har fri testestationskompetence.
Dette udgangspunkt modificeres imidlertid, idet
Disse regler er deklaratoriske, hvilket betyder, at ægtefællerne kan og bør forholde sig til længstlevendes testationskompetence i det fælles testamente.
- at give gaver eller arveforskud, der står i misforhold til formuens størrelse, eller
- at indsætte nogen i livsforsikringer mv. for beløb, som står i misforhold til formuen.
Den nye arvelov indeholder også bestemmelser om længstlevendes testationskompetence, når ægtefællerne har oprettet et fælles testamente. Bestemmelserne omfatter både gensidige testamenter og fælles testamenter, hvor ægtefællerne ikke gensidigt indsætter hinanden til at arve.
Har ægtefællerne ved en fælles testamentarisk disposition truffet bestemmelse om, hvordan arven skal fordeles ved længstlevendes død, kan den længstlevende som udgangspunkt råde over friarven i boet efter længstlevende (men følgelig med respekt af tvangsarvereglerne).
Udgangspunktet er således, at længstlevende med respekt af tvangsarvereglerne har fri testestationskompetence.
Dette udgangspunkt modificeres imidlertid, idet
- længstlevende ikke ved testamente kan råde over friarv, der ifølge det fælles testamente skal tilfalde førstafdødes særlivsarvinger og
- halvdelen af friarv, der ifølge det fælles testamente skal tilfalde fælles livsarvinger.
Disse regler er deklaratoriske, hvilket betyder, at ægtefællerne kan og bør forholde sig til længstlevendes testationskompetence i det fælles testamente.
Ægtefæller bør også være opmærksomme på, at det for længstlevende ikke altid er en fordel at sidde i uskiftet bo. Et uskiftet bo indebærer, at selve skiftet udskydes, og at arven til børnene ikke skal erlægges. Men ved at overtage boet til uskiftet bo, hæfter længstlevende ægtefælle for afdødes gæld.
Mens ægtefællerne er i live, hæfter de ikke automatisk for den anden ægtefælles gæld (kun skattegæld, hvor der er særlig hjemmel). Der er særråden og særhæften i ægteskabet.
Ved dødsfald vil det som udgangspunkt være den samlede fællesformue, der skal skiftes/forholdes til, og har afdøde gæld, skal kreditorerne fyldestgøres heraf. Skal kreditorerne alene fyldestgøres af førstafdødes formue, bør ægtefællerne søge juridisk rådgivning.
Den legale formueordning i Danmark er fælleseje, dvs. ved indgåelse af ægteskab har man fælleseje, medmindre man bestemmer andet ved en ægtepagt. En ægtepagt er en aftale mellem ægtefæller om, at der helt eller delvist skal være særeje i ægteskabet. Aftalen skal være skriftlig og tinglyses i Personbogen for at være gyldig.
Endvidere bør ægtefællerne være opmærksomme på, at længstlevende har fri rådighed over formuen, men ikke på utilbørlig vis må misbruge sin rådighed ved væsentligt at forringe boet. Det kan være ved et urimeligt højt forbrug eller ved at give gaver, der står i misforhold til boets formue. Arvingerne kan i så fald kræve, at boet skiftes.
Længstlevende ægtefælle hæfter således for afdødes gæld og er i et uskiftet bo undergivet et vist tilsyn fra børnenes side. Hvis ikke man ønsker dette, bør man overveje at oprette testamente, som kompenserer længstlevende herfor.
Endelig skal ægtefællerne være opmærksomme på, at hvis længstlevende ægtefælle ønsker at indgå nyt ægteskab, skal det uskiftede bo skiftes med børnene. Livsarvingerne kan ikke give afkald på skifte af det uskiftede bo og samtidig bevare deres arveret.
Mens ægtefællerne er i live, hæfter de ikke automatisk for den anden ægtefælles gæld (kun skattegæld, hvor der er særlig hjemmel). Der er særråden og særhæften i ægteskabet.
Ved dødsfald vil det som udgangspunkt være den samlede fællesformue, der skal skiftes/forholdes til, og har afdøde gæld, skal kreditorerne fyldestgøres heraf. Skal kreditorerne alene fyldestgøres af førstafdødes formue, bør ægtefællerne søge juridisk rådgivning.
Den legale formueordning i Danmark er fælleseje, dvs. ved indgåelse af ægteskab har man fælleseje, medmindre man bestemmer andet ved en ægtepagt. En ægtepagt er en aftale mellem ægtefæller om, at der helt eller delvist skal være særeje i ægteskabet. Aftalen skal være skriftlig og tinglyses i Personbogen for at være gyldig.
Endvidere bør ægtefællerne være opmærksomme på, at længstlevende har fri rådighed over formuen, men ikke på utilbørlig vis må misbruge sin rådighed ved væsentligt at forringe boet. Det kan være ved et urimeligt højt forbrug eller ved at give gaver, der står i misforhold til boets formue. Arvingerne kan i så fald kræve, at boet skiftes.
Længstlevende ægtefælle hæfter således for afdødes gæld og er i et uskiftet bo undergivet et vist tilsyn fra børnenes side. Hvis ikke man ønsker dette, bør man overveje at oprette testamente, som kompenserer længstlevende herfor.
Endelig skal ægtefællerne være opmærksomme på, at hvis længstlevende ægtefælle ønsker at indgå nyt ægteskab, skal det uskiftede bo skiftes med børnene. Livsarvingerne kan ikke give afkald på skifte af det uskiftede bo og samtidig bevare deres arveret.
Den legale formueordning i Danmark er fælleseje, dvs. ved indgåelse af ægteskab har man fælleseje, medmindre man bestemmer andet ved en ægtepagt. En ægtepagt er en aftale mellem ægtefæller om, at der helt eller delvist skal være særeje i ægteskabet. Aftalen skal være skriftlig og tinglyses i Personbogen for at være gyldig.
Særeje kan etableres ved ægtepagt mellem ægtefæller, eller ved at en arvelader i sit testamente bestemmer, at den arv, der falder i arv efter vedkommende, skal være modtagerens særeje. En gave kan tilsvarende gives som særeje.
Det kan være relevant at overveje, om den arv der falder i arv til ægtefællen eller børnene, skal være vedkommendes særeje.
Der findes flere forskellige former for særeje med forskellige retsvirkninger:
Skilsmissesæreje bevirker, at særejet ikke skal indgå i delingen ved separation og skilsmisse. Ved en ægtefælles død er formuen imidlertid fælleseje, således at længstlevende ægtefælle kan sidde i uskiftet bo med skilsmissesærejet.
Har ægtefæller i en ægtepagt oprettet efter den 01.10.1990 alene truffet bestemmelse om ”særeje” uden nogen nærmere angivelse af dettes karakter, vil der være en formodning for, at ægtefællerne har vedtaget en skilsmissesærejeordning.
Fuldstændigt særeje bevirker, at særejet gælder, hvad enten ægteskabet opløses ved separation/skilsmisse eller ved ægtefællens død. Længstlevende ægtefælles særeje skal ikke indgå i skiftet af førstafdødes bo, men længstlevende kan ikke kræve boslod af afdødes særeje, som fordeles til kreditorer og arvinger, herunder til den længstlevende ægtefælle. Denne kan ikke sidde i uskiftet bo. Ægtepagter oprettet før 01.10.1990 med angivelsen ”særeje” anses for ægtepagter om fuldstændigt særeje, mens ægtepagter oprettet efter denne dato alene vil være fuldstændigt særeje, hvis dette har fundet klart udtryk i ægtepagten
Kombinationssæreje er en kombination af skilsmissesærejet og det fuldstændige særeje. Det fuldstændige særeje kan eventuelt begrænses til formuen efter manden eller efter hustruen, eller det kan begrænses til særeje for førstafdøde eller den efterlevende ægtefælle. I sidstnævnte tilfælde kan længstlevende ægtefælle udtage sin egen formue som særeje, mens førstafdødes formue er fælleseje, som længstlevende eventuelt kan sidde i uskiftet bo med eller udtage boslod og arvelod af. Sådanne ægtepagter er blevet meget udbredte.
Et testamente giver ægtefæller mulighed for at bestemme, at den arv, som tilfalder børn, skal være modtagerens særeje. Dette kan være relevant, hvis børnene har indgået ægteskab i hvilket der er sædvanlig formueordning, nemlig fælleseje, og det ikke ønskes, at den arv der tilfalder barnet, skal deles, hvis vedkommende bliver skilt – eller indgå i et dødsboskifte med et eventuelt særbarn.
Det kan også være relevant at bestemme, at den arv, der tilfalder ægtefællen, skal være særeje for at sikre fællesbørn i forhold til en eventuel ny ægtefælle.
Særeje kan etableres ved ægtepagt mellem ægtefæller, eller ved at en arvelader i sit testamente bestemmer, at den arv, der falder i arv efter vedkommende, skal være modtagerens særeje. En gave kan tilsvarende gives som særeje.
Det kan være relevant at overveje, om den arv der falder i arv til ægtefællen eller børnene, skal være vedkommendes særeje.
Der findes flere forskellige former for særeje med forskellige retsvirkninger:
Skilsmissesæreje bevirker, at særejet ikke skal indgå i delingen ved separation og skilsmisse. Ved en ægtefælles død er formuen imidlertid fælleseje, således at længstlevende ægtefælle kan sidde i uskiftet bo med skilsmissesærejet.
Har ægtefæller i en ægtepagt oprettet efter den 01.10.1990 alene truffet bestemmelse om ”særeje” uden nogen nærmere angivelse af dettes karakter, vil der være en formodning for, at ægtefællerne har vedtaget en skilsmissesærejeordning.
Fuldstændigt særeje bevirker, at særejet gælder, hvad enten ægteskabet opløses ved separation/skilsmisse eller ved ægtefællens død. Længstlevende ægtefælles særeje skal ikke indgå i skiftet af førstafdødes bo, men længstlevende kan ikke kræve boslod af afdødes særeje, som fordeles til kreditorer og arvinger, herunder til den længstlevende ægtefælle. Denne kan ikke sidde i uskiftet bo. Ægtepagter oprettet før 01.10.1990 med angivelsen ”særeje” anses for ægtepagter om fuldstændigt særeje, mens ægtepagter oprettet efter denne dato alene vil være fuldstændigt særeje, hvis dette har fundet klart udtryk i ægtepagten
Kombinationssæreje er en kombination af skilsmissesærejet og det fuldstændige særeje. Det fuldstændige særeje kan eventuelt begrænses til formuen efter manden eller efter hustruen, eller det kan begrænses til særeje for førstafdøde eller den efterlevende ægtefælle. I sidstnævnte tilfælde kan længstlevende ægtefælle udtage sin egen formue som særeje, mens førstafdødes formue er fælleseje, som længstlevende eventuelt kan sidde i uskiftet bo med eller udtage boslod og arvelod af. Sådanne ægtepagter er blevet meget udbredte.
Et testamente giver ægtefæller mulighed for at bestemme, at den arv, som tilfalder børn, skal være modtagerens særeje. Dette kan være relevant, hvis børnene har indgået ægteskab i hvilket der er sædvanlig formueordning, nemlig fælleseje, og det ikke ønskes, at den arv der tilfalder barnet, skal deles, hvis vedkommende bliver skilt – eller indgå i et dødsboskifte med et eventuelt særbarn.
Det kan også være relevant at bestemme, at den arv, der tilfalder ægtefællen, skal være særeje for at sikre fællesbørn i forhold til en eventuel ny ægtefælle.
I sit testamente kan man bestemme kvantitativt over sin arv, og man kan bestemme kvalitativt over sin arv. Man kan f.eks. bestemme, at bestemte personer skal have enkelte ejendele, eventuelt forlods ret til at udtage effekter, herunder f.eks. fast ejendom.
Endvidere er det muligt at bestemme, at arvingerne forlods skal kunne overtage aktiver efter eget valg til vurderingssummen, eventuelt mod at betale et overskydende beløb. Endelig er det muligt at bestemme, at arven skal udbetales kontant.
Endvidere er det muligt at bestemme, at arvingerne forlods skal kunne overtage aktiver efter eget valg til vurderingssummen, eventuelt mod at betale et overskydende beløb. Endelig er det muligt at bestemme, at arven skal udbetales kontant.
Den nye arvelov giver mulighed for at bestemme, hvem tvangsarv, der tilkommer en umyndig livsarving, skal tilfalde, hvis livsarvingen dør før det fyldte 18 år uden at have indgået ægteskab og uden at efterlade sig livsarvinger.
Efter loven vil livsarvingens arv i dette tilfælde gå til den anden forælder. For de forældre til umyndige børn, som ikke ønsker, at den anden forælder skal arve den umyndige (de personer, som også overvejer at oprette børnetestamente vedr. forældremyndigheden), vil loven således give nye muligheder.
Testamentet bortfalder automatisk, når den umyndige fylder 18 år, dvs. på det tidspunkt, hvor livsarvingen selv kan oprette testamente.
Bestemmelsen omhandler alene tvangsarv. Friarven kan indsættes i successionsrækkefølge. Læs mere under "Arv i successionsrækkefølge".
Efter loven vil livsarvingens arv i dette tilfælde gå til den anden forælder. For de forældre til umyndige børn, som ikke ønsker, at den anden forælder skal arve den umyndige (de personer, som også overvejer at oprette børnetestamente vedr. forældremyndigheden), vil loven således give nye muligheder.
Testamentet bortfalder automatisk, når den umyndige fylder 18 år, dvs. på det tidspunkt, hvor livsarvingen selv kan oprette testamente.
Bestemmelsen omhandler alene tvangsarv. Friarven kan indsættes i successionsrækkefølge. Læs mere under "Arv i successionsrækkefølge".
Den nye arvelov udvider adgangen til at testere over livsarvingers og ægtefællens tvangsarv.
Forældre til en psykisk udviklingshæmmet, der ikke er i stand til fornuftsmæssigt at oprette testamente, eller en person, hvis ægtefælle der som følge af hjerneblødning, svær demens eller lignende varigt er ude af stand til at handle fornuftsmæssigt, kan med Justitsministeriets (Civilkontoret) tilladelse oprette testamente, der fordeler tvangsarven efter tvangsarvingens død.
Betingelserne er,
• at tvangsarvingen ikke er i stand til fornuftsmæssigt at oprette testamente,
• at denne tilstand må forventes ikke at være forbigående,
• at tvangsarvingen ikke efterlader sig livsarvinger,
• at tvangsarvingen ikke har oprettet gyldigt testamente, og
• at den testamentariske disposition godkendes af en værge, der er beskikket for tvangsarvingen.
Bestemmelsen omhandler alene tvangsarv. Friarven kan indsættes i successionsrækkefølge. Læs mere under "Arv i successionsrækkefølge".
Forældre til en psykisk udviklingshæmmet, der ikke er i stand til fornuftsmæssigt at oprette testamente, eller en person, hvis ægtefælle der som følge af hjerneblødning, svær demens eller lignende varigt er ude af stand til at handle fornuftsmæssigt, kan med Justitsministeriets (Civilkontoret) tilladelse oprette testamente, der fordeler tvangsarven efter tvangsarvingens død.
Betingelserne er,
• at tvangsarvingen ikke er i stand til fornuftsmæssigt at oprette testamente,
• at denne tilstand må forventes ikke at være forbigående,
• at tvangsarvingen ikke efterlader sig livsarvinger,
• at tvangsarvingen ikke har oprettet gyldigt testamente, og
• at den testamentariske disposition godkendes af en værge, der er beskikket for tvangsarvingen.
Bestemmelsen omhandler alene tvangsarv. Friarven kan indsættes i successionsrækkefølge. Læs mere under "Arv i successionsrækkefølge".
Ved testamentet kan en person bestemme, at den arv, som helt eller delvist tilfalder arvingen, skal båndlægges. At arven er båndlagt betyder, at arvingen ikke kan disponere over selve kapitalen, som skal stå i et pengeinstitut (forvaltningsafdeling), men at arvingen modtager renter og indtægter af kapitalen. Kapitalen er fritaget for kreditorforfølgning.
Det kan være, at arvingen er psykisk syg, udviklingshæmmet, dement eller på anden måde uegnet til selv at forvalt sin formue, hvorfor det vil være hensigtsmæssigt at båndlægge arven.
Tvangsarv kan båndlægges, til livsarvingerne er fyldt 25 år, hvor båndlæggelsen automatisk bortfalder. Ægtefællens tvangsarv kan ikke båndlægges. Er arvingen under værgemål (voksne, der på grund af sindssygdom, herunder svær demens, eller hæmmet psykisk udvikling eller anden form for alvorligt svækket helbred er ude af stand til at varetage sine anliggender), vil arven ved båndlæggelsens ophør skulle anbringes i et forvaltningsinstitut.
Båndlagt arv er kombinationssæreje, men det kan bestemmes, at arven er fuldstændig særeje.
Friarv kan båndlægges ved testamente, når arveladeren finder, at dette er bedst for arvingen. Til forskel fra båndlagt tvangsarv kan arveladeren ved friarv fravige en række regler f.eks. om anbringelse, kreditorbeskyttelse mv. Arveladeren kan ved friarv i langt højere grad bestemme vilkårene for udbetaling, anvendelse mv.
Det kan være, at arvingen er psykisk syg, udviklingshæmmet, dement eller på anden måde uegnet til selv at forvalt sin formue, hvorfor det vil være hensigtsmæssigt at båndlægge arven.
Tvangsarv kan båndlægges, til livsarvingerne er fyldt 25 år, hvor båndlæggelsen automatisk bortfalder. Ægtefællens tvangsarv kan ikke båndlægges. Er arvingen under værgemål (voksne, der på grund af sindssygdom, herunder svær demens, eller hæmmet psykisk udvikling eller anden form for alvorligt svækket helbred er ude af stand til at varetage sine anliggender), vil arven ved båndlæggelsens ophør skulle anbringes i et forvaltningsinstitut.
Båndlagt arv er kombinationssæreje, men det kan bestemmes, at arven er fuldstændig særeje.
Friarv kan båndlægges ved testamente, når arveladeren finder, at dette er bedst for arvingen. Til forskel fra båndlagt tvangsarv kan arveladeren ved friarv fravige en række regler f.eks. om anbringelse, kreditorbeskyttelse mv. Arveladeren kan ved friarv i langt højere grad bestemme vilkårene for udbetaling, anvendelse mv.
For de, som ønsker indflydelse på, hvem der skal arve formuen efter deres arvinger, er det nu udtrykkeligt angivet i arveloven, at friarv ved testamente kan indsættes i en successionsrækkefølge.
At indsætte arven i en successionsrækkefølge betyder, at formuen først skal tilhøre eller give brugs- eller indtægtsret for en eller flere personer på 1. plads for derefter at gå videre til en eller flere på 2. plads.
Det kan være efter en tidsfrist eller ved en bestemt begivenhed, at formuen skifter over. Og modtageren vil ikke kunne testere over formuen.
Det kan være en overvejelse værd at indsætte arven i successionsrækkefølge, hvis
At indsætte arven i en successionsrækkefølge betyder, at formuen først skal tilhøre eller give brugs- eller indtægtsret for en eller flere personer på 1. plads for derefter at gå videre til en eller flere på 2. plads.
Det kan være efter en tidsfrist eller ved en bestemt begivenhed, at formuen skifter over. Og modtageren vil ikke kunne testere over formuen.
Det kan være en overvejelse værd at indsætte arven i successionsrækkefølge, hvis
- Det ønskes, at en arvings tvangsarvinger ikke skal arve arveladeren – det kan være den ene ægtefælles særbarn eller bedsteforældrene, som ønsker, at nogle men ikke alle børnebørn skal arve.
- Det ønskes, at børn af ægtefæller eller samlevende skal ligestilles og der ikke er tilstrækkelig testationskompetence til at opnå dette resultat (den nye lov kompenserer dog i høj grad for dette problem ved, at testationskompetencen er forøget).
- Det ønskes, at arven skal gå gennem flere generationer til sikring af bestemte modtagere på 2. plads – typisk store formuer.
- Det ønskes, at arven til en person på 1. plads ikke skal tilfalde vedkommendes særbarn eller fremtidige ægtefæller.
- Det ønskes, at arven, som tilfalder f.eks. en dement eller psykisk handicappet (testamentsinhabil), ved dennes død skal tilfalde andre end vedkommendes legale arvinger.
- Det ønskes, at der lægges rådighedsbegrænsninger på en arvings arv, således at denne ubeskåret kan gå videre til andre arvinger. Eks. pensionistægteparret, som vil have, at den længstlevende kan blive boende i huset, men at det efter længstlevendes død skal tilfalde børnene.
- Der ønskes en fornuftig planlægning af generationsskiftet af en virksomhed eller f.eks. en landbrugsejendom.
Det er muligt i et testamente at bestemme, hvorledes der skal forholdes i forbindelse med begravelsen mv., herunder om der i boet skal afsættes midler til gravsten, gravstedsvedligeholdelse etc.
Det anbefales at informere sine efterladte om, hvilke ønsker man har. Det er også muligt i et såkaldt begravelsestestamente at bestemme, hvordan begravelsen skal være. De efterladte og begravelsesmyndigheden er forpligtet til at rette sig efter afdødes ønsker om, hvorvidt man skal begraves i hel tilstand, dvs. i kiste, eller i brændt tilstand, dvs. i urne, og om der skal være en religiøs højtidelighed eller ej i forbindelse med begravelsen.
De omtalte valg bør være skriftlige, daterede og underskrevet personligt. Notatet bør opbevares et hensigtsmæssigt sted.
Det anbefales at informere sine efterladte om, hvilke ønsker man har. Det er også muligt i et såkaldt begravelsestestamente at bestemme, hvordan begravelsen skal være. De efterladte og begravelsesmyndigheden er forpligtet til at rette sig efter afdødes ønsker om, hvorvidt man skal begraves i hel tilstand, dvs. i kiste, eller i brændt tilstand, dvs. i urne, og om der skal være en religiøs højtidelighed eller ej i forbindelse med begravelsen.
De omtalte valg bør være skriftlige, daterede og underskrevet personligt. Notatet bør opbevares et hensigtsmæssigt sted.
Sidst opdateret 20-07-2010
Brugerbetingelser