Smerter og følelser
Mange mennesker (og kulturer) mener, at følelser er noget, der skal kontrolleres og undertrykkes – specielt hvis der er tale om de følelser, vi klassificerer som ”negative”, f.eks. vrede, misundelse, ked af det, tristhed eller angst.
Hvis du kategoriserer følelser som enten positive eller negative, fjerner du dig fra accept af dig selv. Alle følelser er en naturlig, integreret del af dig, og de er en betingelse for og et udtryk om, at være til stede i livet på godt og ondt.
Følelser hjælper dig med tilpasning
Men dine følelser er ikke kun en stemning eller et øjebliksbillede af, hvordan du har det lige nu – de er en værdifuld tilpasnings-mekanisme, når du konfronteres med krævende situationer. Dine følelser informerer om, hvad der sker for dig i en given situation, og de danner fundament for din adfærd efterfølgende.
Det er altså meningsløst at tale om, at du kan have rigtige eller forkerte følelser, da følelser både er en reaktion på og en tilpasning til, en given situation. Nogle eksempler på følelsers årsager og funktionalitet kan være:
- Vrede: Når du oplever at andre overtræder dine grænser/regler.
- Misundelse: Når du oplever at andre har noget værdifuldt, du selv ikke har.
- Angst: Når du oplever fare/trussel.
- Skyld/skam: Når du oplever, at du selv har overtrådt dine egne personlige regler.
Når du f.eks. oplever vrede, vil du tilskyndes til at beskytte dig selv ved at sætte grænser. Når du oplever angst, vil du instinktivt trække dig væk fra den farefulde situation, og når du oplever skyldfølelse og skam, tvinges du til at forholde dig til dig selv, til andre og til værdier.
Følelser er sunde reaktioner
Følelser er aldrig grimme eller tegn på svaghed. De er naturlige, sunde reaktioner på at blive berørt af en given situation – på at være tilstede og nærværende i livet.
Det kan være vigtigt at være opmærksom på og acceptere de følelser, der opleves som ubehagelige, og som du typisk gerne vil undgå. Ofte kan de hjælpe, når du skal tilpasse dig specielle omstændigheder i livet.
F.eks. kræver det i høj grad tilpasningsevne at leve med smerter og sygdom i led, ryg og muskler. Personer, der ”tør” mærke sig selv, tillader sig selv og giver sig selv rum til at være vred og sørge, når det er påkrævet, bruger deres følelser som et værktøj til at erkende og acceptere givne livsvilkår.
Når du mærker dig selv, gives der plads til alle de naturlige følelser, der er sunde udtryk for, hvad du har mistet eller er bange for at miste. Når du forholder dig til, hvad der er ændret og mistet, får du efterfølgende mulighed for at undersøge, hvad der er tilbage, og hvad der stadig er muligt.
Ved at registrere dine følelser opnår du bl.a.:
- Erkendelse af hvor ofte du føler noget, der ellers ville forblive ubemærket og tilladelse af spontane følelsesmæssige udladninger, som du måske ellers ville undertrykke eller glemme.
- At lære dine følelser at kende. Og ved at observere og blive bevidst om dine følelser, tager du det første skidt mod at mestre dit liv.
- At lade dine følelser disponere dine reaktioner og vejlede dig. Hvis du undgår følelser, kan du ikke bruge dem konstruktivt.
Det er vigtigt at sætte ord på følelserne
Som beskrevet er det vigtigt at være opmærksom og acceptere dine følelser. Men det kan også være vigtigt at italesætte, hvad du føler – dvs. sætte ord på følelserne og beskrive dem for andre.
Når du mærker dig selv og formulerer, hvordan du har det, medfører det ofte mere en nuanceret oplevelse af både dig selv og af de situationer, du står i. Og flere nuancer giver flere muligheder i livet.
Når du sætter ord på dine følelser, forstår du dem ofte også bedre. Og når du taler om dine følelser, vil du desuden ofte opleve følelsen af at ´få luft´ - i populær-psykologiske sammenhænge kaldes det, at få ventileret sine følelser.
Men ikke kun selve italesættelsen af følelser kan have en forløsende eller afklarende effekt – det kan den sociale sammenhæng også. Fordelen ved at involvere andre i dine følelser og tanker er, at du giver nøglepersoner i dit liv mulighed for at udtrykke bl.a. anerkendelse, bekymring, omsorg. Og det er vigtigt med medmenneskelig støtte, når følelserne er intense og fylder meget i dig.
Læs mere om, hvordan følelser kan være svære






